Forside * Nyheder

Anmeldelse af Panasonic GT20







Denne anmeldelse bringes i samarbejde med FlatpanelsDK

 


 


 


Panasonic GT20 test


Anmeldelse af Panasonics nye 3D mellemklasse TV model GT20.


Panasonic har lanceret deres nye, lavere prissatte 3D plasma-TV kaldet GT20. GT20-serien har Panasonics Infinite Black panel, samt den samme nye type fosfor, som også anvendes i Panasonics topmodel i VT20-serien. Det peger først og fremmest på meget lovende billedkvalitet.


Men hvor god er Panasonics GT20? Er billedkvalitet kompromitteret i forhold til den populære og meget roste G20 model? Og er 3D-billedkvaliteten på niveau med VT20 topmodellen?
Det finder FlatpanelsDK ud af i denne test.


Panasonic GT20 lanceres i 42 tommer kaldet TX-P42GT20E.


 



 


De første indtryk


Panasonics nye GT20 serie er bygget omkring samme konstruktion, som de fleste af Panasonics andre mellempris-modeller. Den primære forskel ligger i, at GT20 nu i stedet har samme mørkebrune finish, som topmodellen VT20.


Foden giver brugerne mulighed for at dreje TV’et, og den giver et stabilt grundlag for skærmen.


 



 


Indgange til stik finds på bagsiden, og en del af disse peger ud mod bagvæggen, hvilket er lidt uheldigt, hvis man ønsker at vægmontere Tv?et.


 



 


Skærmens dybde er reduceret i forhold til Panasonics 2009 modeller, men Panasonic konkurrerer stadig ikke med Samsungs meget tynde plasma-TV som f.eks C7705.


 



 


 


Forud for testen


Tv signalet er gennem testen digitalt parabol-Tv (DVB-S) fra Canal Digital, hvor vi også tester med Canal Digitals udvalg af HDTV kanaler, samt analogt og digitalt antenne-Tv (DVB-T) med de frit tilgængelige kanaler.


Der testes blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.


Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.


Sony PlayStation 3 benyttes som Blu-Ray afspiller.


 


Funktionalitet


GT20 har nøjagtig samme funktionalitet som G20 modellen, som FlatpanelsDK testede tidligere på året. Funktionaliteten omfatter derfor VIERA CAST internet, Wi-Fi, DLNA streaming, USB-optagelse og ISFccc kalibreringsmuligheder.


Læs alt om disse funktioner i testen af G20 her.


Af nye ting på GT20, bør nævnes en DVB-S2 tuner (til parabol) samt en ny 3D-kalibreringsmenu.


 


Strømforbrug


Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbug på fladskærme.


Nedenfor har jeg målt energiforbruget på den 42-tommer versionen TX-P42GT20E.





















Out-of-Box After calibration
Standby 0,2 W 0,2 W
SD+HD 197 W 174 W
3D 190 W 190 W

 


Efter kalibrering målte jeg energiforbruget til 174 W. Dette er nogenlunde på samme niveau som Panasonic G20 og meget typisk for et 42? plasma-tv.


Jeg har også foretaget en måling af energiforbruget ved 3D. I 3D-funktionen er lyset fra skærmen ofte kraftigere for at kompensere for reduktionen fra 3D-brillerne. Derfor forbruges en højere strømeffekt i 3D-funktionen.


Jeg målte energiforbruget i 3D til 190 W, hvilket faktisk er ganske beskedent for et 3D plasma-TV, og ikke meget højere end forbruget ved 2D-billeder.


 


Kalibrering af Panasonic GT20


Nedenfor kan du se en måling af billedkvaliteten på Panasonic GT20 med standard billedindstillingerne.



 


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:


Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).



  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

Standard billedindstillingerne giver ikke helt overbevisende billedkvalitet og afvigelserne i farverne er for store. Gamma varierer fra 2,1 i de lyse nuancer til 2,75 i mørke nuancer, hvilket betyder, at de lyse farver er en tand for lyse og de mørke farver gengives en del for mørkt.


Læs mere om hvad udtryk som farvetemperatur og gamma betyder for billedet i praksis i denne artikel: Hvordan ser det forkerte billede ud?


Panasonic GT20 kommer også med en THX billedprofil, som er indstillet fra fabrikken til at give flot og meget præcis billedkvalitet. Jeg skiftede derfor til THX profilen og tog en ny måling. 


 



 


THX billedprofilen gav os et flot resultat med mere præcise farver og gamma meget tæt på 2,2. Dette betyder også, at billedet er i balance. Farvetemperaturen blev målt til lige omkring 6000 Kelvin, hvilket er en smule for lavt, da vi sigter efter 6500 Kelvin. I praksis betyder det et lidt for rødligt og varmt billede, men dette er ikke unormalt for Panasonics THX billedprofiler.


Afvigelserne i farverne er ikke markante, og bemærk desuden, at GT20 er i stand til at gengive en noget højere lysstyrke end typiske plasma-TV. Vi måler den til 117 cd/m2 i THX profilen og det skyldes det nye plasma-panel og det nye fosfor som er anvendt i GT20.


Selv om den THX profilen gav os gode resultater, gik jeg videre til at kalibrere Tv?et vha. skærmens ISFccc indstillinger, som i korte træk er avancerede indstillinger, hvor der kan tilpasses en række billedparametre. Her er hvad jeg nåede frem til. 


 



 


Hvad jeg primært ønskede var at rette farvetemperaturen og opnå lidt bedre farvenøjagtighed. Det formåede jeg vha. RGB (rød, grøn, blå) farveindstillingerne i skærmens menuer. Som du kan se på ovenstående graf fik jeg ganske fine resultater fra GT20 efter min kalibrering.


Gamma er næsten spot-on på 2,2 og selvom farverne ikke er perfekte, er resultatet godt. Farvetemperaturen er nu også meget tæt på vores 6500 Kelvin mål, som sikrer, at billedet hverken bliver for rødligt eller blåligt.


Nedenfor er mine kalibrerede indstillinger.


 























































After calibration
Profil: Professional1
Kontrast 36
Lysstyrke: 0
Farve: 30
Skarphed: 0
Vivid Color: Fra
Eco mode Til/Fra
Intelligent Frame Creation Fra
P-NR Fra
Gamma 2.2
? R-Gain: +1
? G-Gain: -3
? B-Gain: +5
? R-Cutoff: 0
? G-Cutoff: 0
? B-Cutoff: +2


 
Jeg har ikke ændret meget fra Professional1 profilen (husk at denne skal åbnes inde i skærmens Setup-menu før den bliver tilgængelig i billedmenuen), men har ændret RGB gain og cutoff indstillingerne med henblik på at forbedre farvegengivelsen.



Billedkvalitet på Panasonic GT20


I dette afsnit vil jeg undersøge skærmens billedkvalitet med de kalibrerede indstillinger.


 



 


Jeg startede med at undersøge for reflektioner i TV?et og fandt, at GT20 opfører sig meget lig G20 modellen. Intensiteten i farverne bibeholdes, men det blanke panel spejler objekter fra rummet i nogen grad.


Reflektionerne i løbet af dagtimerne er imidlertid reduceret en del i forhold til Panasonics 2009 modeller, og GT20 klarer sig pænt. Panasonics VT20-model har dog stadig den bedste anti-refleksive overflade af alle Panasonics plasma-TV.


 



 


Det lykkedes os at opnå meget overbevisende farvenøjagtighed fra GT20, men vi er lige så interesseret i at undersøge farvegradueringen ? altså hvor godt skærmen skelner de mange små farveskridt fra hinanden. Vi gør dette vha. flydende farvegradienter (f.eks. fra sort til rød eller hvid til sort), og her fandt jeg, at GT20 har lidt problemer med at skelne alle de semi-mørke farver fra hinanden.


Jeg så også en smule tendens til banding (opdelinger i flydende farveovergange), men dog uden det er kritisk.


 



 


Dette skyldes simpelthen, at GT20 har mere markant plasma-støj (urolige pixels, der flimrer) end G20 modellen. Tendensen peger også på, at plasma-støj er mere tydeligt på Panasonics 3DTV end deres ikke-3DTV, såsom G20, og jeg tror derfor det er plausibelt at antage, at dette foresages af den nye type fosfor (der dog også har forcer, læs videre).


 



 


Farvegengivelsen var på ingen måde dårlig, men på dette punkt placerer GT20 sig lidt under både G20 og VT20.


 



 


SD-billedkvaliteten (SD = fællesudtryk for DVD og Tv-signaler) er pæn og svarer til hvad vi så på G20-modellen. I praksis betyder det en detaljegrad i billedet, der er over gennemsnittet, samt en gengivelse af mørke scener, som er overbevisende. Billedet føles også naturligt og ikke for digitaliseret.


HD-billedkvaliteten er smuk, og billeder fremstår detaljerede. HD-billedkvaliteten er igen meget tæt på G20, men GT20 klarer sig lidt bedre i dagstimerne pga. det mere lysstærke panel. GT20 har dog samtidig mere plasma-støj i billedet og selvom det sjældent er synligt fra normal kiggeafstand, kan det spottes ind i mellem. På den anden side er gengivelsen af bevægelser forbedret. Læs videre.


1080p24 understøttes i øvrigt korrekt.


 



 


Jeg var ivrig for at undersøge skærmens responstid og fosfor-slør (f.eks. grønligt slør på tekst der kører over skærmen), primært fordi GT20 anvender samme nye type fosfor-lag, som har gjort VT20-serien unik. På VT20 fandt vi, at den nye type fosfor også var med til at reducere mængden af fosfor-slør ganske betydeligt i hurtigere filmscener.


Og derfor var jeg glad for at se, at GT20 giver samme imponerende resultater. Forsfor-sløret er reduceret til et minimum, og jeg så kun meget diskret grønt slør i hurtigere bevægelser i vores stresstest. Dette er meget positivt og afgjort en af de store forbedringer i forhold til den billigere G20-model samt den dyrere V20 model.


 



 


Panasonics skærme har også en række billedforbedringssystemer, somIFC, der fungerer ligesom 100/200 Hz systemerne på LCD-TV, og har til hensigt at give mere flydende bevægelser.


Jeg anbefaler dog, at du slår IFC (Intelligent Frame Creation) fra. Denne teknologi formår at give mere flydende billeder, men den introducerer også nogle synlige artefakter og støj i billedet.


 



 


Endeligt undersøgte jeg for retention, altså midlertidig fastbrænding af billedet. Og den nye type fosfor gav os en smule retention på GT20. Vi konkluderede, baseret på VT20 testen, at Panasonics nye fosfor på 3D-modellerne har lidt større tendens til retention, og det samme blev bekræftet for Samsung i vores test af Samsung C7705.


Jeg så det dog meget sjældent i praksis, og Panasonic er stadig den plasma producent med absolut mindst problemer med fastbrænding.


Nedenfor har jeg målt sortniveauet og kontrastforholdet.


 




















Out-of-Box Efter kalibrering
Sortniveau 0.06 cd/m2 0.06 cd/m2
Lysstyrke 117 cd/m2 132 cd/m2
Kontrastforhold 1950:1 2200:1



Efter kalibrering målte jeg et sortniveau på 0,06 cd/m2. Det er ikke så lav som på G20, der formåede at nå 0,04 cd/m2 sort (lavere er bedre). Samme forhold så vi imidlertid på Samsungs 3D plasma-TV, og det tyder på, at 3D panelernes nye fosfor giver os en tand dårligere sortnivaeuer sammenlignet med producenternes ikke-3DTV. Dette synes at være prisen for et 3D-panel på nuværende tidspunkt.


 



 


Gengivelsen af sort er dog stadig ganske overbevisende, og i praksis fornemmer man, at sort er dyb og intens. Samtidig må jeg dog også indskyde, at forskellen mellem 3D LCD-TV (med eller uden LED) og 3D plasma-TV nu er stort set udlignet. Som et eksempel gav Sony HX800 os 0,06 cd/m2 sort.


 



 


Shadow detail beskriver skærmens evne til at skelne de mørkeste grå nuancer fra hinanden, og shadow detail er således mindst lige så vigtig som dybden af sort.


GT20 klarer dette på niveau med andre Panasonics plasma-TV, hvilket vil sige, at seeren kan skelne næsten alle gråtoner fra hinanden, hvilket er positivt og sikrer detaljer i mørke filmscener og spil.


Der er dog en smule digitalt støj i nogle af de mørkeste grå nuancer.


Herunder har jeg undersøgt Panasonic GT20 i et helt mørkt rum for at se, om der er tendens til ujævnt lys på panelet eller floating blacks (uro i de mange pixels, når der vises en sort farve). GT-serien har ingen problemer her, og den sorte farve er helt stabil. Dette er positivt.


 



 



3D-billedkvalitet på Panasonic GT20


Vi brugte PlayStation 3 og en 3D Blu-ray-afspiller til at teste 3D-film og 3D-spil.


Panasonics GT-serie leveres uden 3D-briller, så vi måtte låne nogle fra Panasonic. Vi anvendte de samme som følger med den dyrere VT20 model. Herunder kan du se 3D-brillerne, som dog også findes i andre varianter.


 



 


Jeg vil ikke sige så meget omkring 3D i almindelighed og hvad du bør fovente dig af 3D, men i stedet henvise til vores Panasonic VT20 anmeldelse for en generel 3D introduktion.


I denne test vil jeg undersøge 3D dybde, 3D billedkvalitet, 3D crosstalk og endeligt indkludere en lille sammenligning med nogle af de andre 3DTV på markedet.


 



 


For at kunne levere mere lys fra panelet, har Panasonic opbygget GT20 modellen på samme måde som den dyrere VT20. Det betyder i kort træk, at der er anvendt den nye fosfor og et lidt anderledes plasmapanel , som GT20 i stand til at levere en højere lysstyrke end Panasonics ikke-3DTV På trods af dette er GT20 dog stadig ikke i stand til at give samme lysstyrke som 3D LCD-TV, som f.eks Sony HX800 og Samsung C8705, hvilket betyder, at 3D-billederne i en oplyst stue fremstår lidt mørkere.


Panasonic GT20 har også en smule plasma billedstøj (urolige pixels), når der vises 3D, og så forværres gengivelsen af sort en smule i forhold til 2D. Dette jævnes dog mere eller mindre ud, når 3D-brillerne kommer på, og specielt plasma-støjen ses ikke længere.


 



 


Når det er sagt, så vil jeg dog sige, at GT20 er imponerende. GT20 klarer sig mere eller mindre lige så godt som den dyrere VT20-model. Det betyder meget lav crosstalk (skygger i 3D-billedet) og heraf meget imponerende 3D-dybde.


 



Eksempel på crosstalk. Dette er ikke et billede af Panasonic GT20



Jeg så kun crosstalk meget sjældent (kun jeg virkelig kiggede nøje efter), og der er en væsentlig forskel mellem denne Panasonic 3D plasma-skærm og de nuværende 3D LCD/LED-modeller, som lider af en del mere crosstalk.


Faktisk er GT20 så tæt på VT20 mht. 3D-billedkvalitet, at jeg ikke rigtigt kan pege på nogen relevante forskelle. Både 3D-film og 3D-spil gengives flot. Det betyder også, at GT20 – sammen med VT20 – giver os den bedste 3D-billedkvalitet på fladskærmsmarkedet i dag.


 



 


GT20 er også første Panasonic model med 2D-til-3D-konvertering. Og ja, det fungerer, men funktionen er mindre aggressiv end Samsungs. Det betyder mindre 3D-effekt, men dog også en mere naturlig 3D-effekt.


Men udover det, mener jeg basalt set, at funktionen er værdiløst. Lad vær at brug den. Det er så langt fra ægte 3D, at du med garanti vil blive skuffet over 2D-til-3D-konverteringen. Husk også, at Tv?et automatisk slår 3D til, hvis der isættes en 3D-film. Trykker du selv på 3D-knappen startes 2D-til-3D-konverteringen.


 


PC og mediacenter


For at opnå 1:1 pixelmapping på V20 er du nødt til at deaktivere Overscan i skærmens menu. I setup-menuen er der en 16:9 overscan indstilling, som du kan deaktivere.



Betragtningsvinkler


Panasonic har forbedret betragtningsvinklerne i forhold til tidligere års modeller, primært fordi man har ændret konstruktionen af panelet, så der ikke længere reflekteres lys inde i panelet.


Ud over at give bedre billede fra en stor vinkel, betyder det også, at billedet ikke fremstår lige så dødt og fladt i meget oplyste stuer og rum, som plasma-teknologien ellers har haft problemer med tidligere.


Farverne reduceres ikke betydeligt fra vinkler og kontrasten opretholdes.


 



 



 


Lyden


Højttalerne er fair, men langt fra gode. Lydkvaliteten er mere eller mindre lig andre Panasonic Tv i mellemprisklassen, og det betyder, at menneskestemmer er klare, men at mellemtonerne og bassen er svag. Hvis du skruer for meget op for lydstyrken begynder skærmens kabinet også at dirre.


Jeg anbefaler en separat lydløsning, hvis GT20 skal bruges til film og konsolspil.



Konklusion


Panasonics nye GT20 3D-model har stort set alle Panasonics multimediafunktioner, såsom Internet, DLNA, USB og optagelse. Designet er næsten identisk med Panasonics andre 2010 modeller, men farven på rammen er blevet ændret til mørkebrun. GT20 har også fået en tilføjelse i form af en digital DVB-S tuner til parabol.


Panasonic GT20 leverer overbevisende billedkvalitet, og det står klart, at den bygger på fundamentet fra den meget roste G20-model samt den dyrere VT20. THX profilen giver meget præcise, naturlige og detaljerede billeder, og den nye fosfor reducerer fosfor slør betydeligt, hvilket bringer GT20-modellen meget tæt på topmodellen VT20 der også bygger på den nye type fosfor. På den negative liste, er dog samtidig det faktum, at den nye fosfor medfører en lidt svagere gengivelse af sort – som dog stadig er på et pænt niveau.


3D-billedkvaliteten er smuk, og GT20 leverer value-for-money på dette punkt. GT20 er dyrere end G20 uden 3D, og dybest set betaler man for den ekstra 3D-mulighed. Men samtidig er GT20 et reelt alternativ til den noget dyrere VT20 model, baseret meget overbevisende 3D-billedkvalitet med mininalt 3D-crosstalk og imponerende 3D-dybde.


Alt i alt er Panasonic GT20 et anbefalelsesværdigt TV. Hvis du ikke ønsker 3D så gå efter G20, men hvis du ønsker en billigere vej til flot 3D-billedkvalitet, så er GT20 det oplagte valg for dig.


 





 


 






























Positiv Negativ Målgruppe
THX billedkvalitet Sortniveau en smule dårligere end G20 Hjemmebiografen
Farvenøjagtighed Stik peger mod bagvæg Stuen
3D billedkvalitet Mindre retention
Meget lav responstid og fosfor slør Internet funktionalitet begrænset
Shadow details
DVB-S tuner



 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.