Forside Styling Layout: Uden komm.

Anmeldelse af Maximum T-641 DVB-T recorder

 



Danske Kjaerulff1 er klar med en ny Boxer godkendt DVB-T modtager, med dobbelt tuner og HDTV recorder.


 


Indledning


Under brandet Maximum har danske Kjaerulff1 lanceret en ny Boxer godkendt DVB-T modtager på det danske marked. Det en recorder/modtager, til at se og optage TV-signaler via digitalt tv på egen antenne (DVB-T).


Modellen har fået betegnelsen Maximum T-641 VA, og byder på en række spændende funktioner:




  • Boxer TV Navigator programguide


  • Twin tuner. Se et program, mens et andet optages.


  • Slot til 2,5″ harddisk i siden (kan leveres med 250 og 500 GB)


  • Pause TV


  • Robust fjernbetjening


  • Kan bruges både til 220V og 12V (camping mv)


  • Løst IR-øje medfølger  (placer apparatet i et skab)


  • Mulighed for vægmontering


  • Strømforbrug 11 W drift og 0,5 W stand-by

I denne anmeldelse kigger vi nærmere på den.


 


 


 


Udpakning


Kassen indeholdt:




  • DVB-T modtageren


  • Betjeningsvejledning på dansk


  • Fjernbetjening


  • Strømforsyning


  • SCART kabel


  • Antenne kabel


  • IR øje på ledning

Derudover havde Kjaerulff1 lagt en 2,5″ 250GB SATA harddisk (5400 RPM) med dette anmelder eksemplar.


 



 


Design


Selve designet er sort plastic, og i brug i dæmpet belysning virker den helt sort.


Producenten har nemlig valgt ikke at have noget lysende display eller andre lamper, hvilket faktisk er rart. Der lyser dog en rød lampe på fronten, når modtageren er slukket.


Modtageren kan hænges på en væg, eller gemmes væk i et skab. Der medfølger et eksternt IR øje på ledning, så modtageren stadig kan fjernbetjenes, selvom den er gemt lidt af vejen.


Størrelsen er 27,5 x 3,3 x 20 cm  (B x H x D)


 



 


Tilslutninger


På bagsiden er der tilslutninger for:




  • Antenne ind og ud


  • USB stik


  • Eksternt IR øje


  • Netværk


  • HDMI udgang


  • Digital coax lyd udgang  (S/P-DIF)


  • Analog stereo udgang


  • Strømforsyningen

Harddisken skubbes ind i et slot i siden af boksen, uden brug af værktøj (men tryk til!).


På fronten er der en kortlæser til Boxer kortet, som skal bruges hvis der er valgt abonnement på betalingskanaler.


 



 


 


Installation


Når modtageren starter op første gang bydes man velkommen, med en besked om at man skal huske at tilslutte antennen. På samme side vælges sprog, og der er en menu til at tjekke signalkvalitet.


Denne måde at byde velkommen på er dog ikke særlig brugervenlig. Jeg kan forestille mig flere kunder sidde fast allerede her, efter at være kommet hjem med boksen fra supermarkedet eller elektronikforretningen.


 



 


 


Et af problemerne er at man først senere kan vælge om det er en aktiv antenne eller ej, og modtagerens udgangspunkt er en passiv antenne. Det betyder at den indledende test af om antennen er tilsluttet, og om der er nok signal på, vil fejle hvis antennen er aktiv. For en aktiv antenne skal have strøm fra boksen først, for at lukke op for signalerne.


Et andet problem er at signalstyrken kun virker, hvis man har valgt en kanal der er signal på. Og her skal man selv vælge kanaltype (K, S eller D) og manuelt indtaste kanalnummeret, før der kommer udslag på metrene.


Jeg vidste godt at en af kanalerne i mit område (Odense) er Tommerup kanal 25. Så efter der var kommet strøm på antennen, kunne jeg taste K 25, og bingo. Men kender Hr. og Fru Jensen kanalnumrene i deres lokalområde?


Nå, men efter den første lidt forvirrende start, så går det hurtigt fremad. Allerede på tredie skærmbillede kan kanalerne auto-søges, så med antennen tilsluttet og strømmen til den aktiveret, så er modtageren klar på få minutter herefter.


 



 


 


Fjernbetjeningen


Fjernbetjeningen er ganske fin. Den har en behagelig form og vægt, og ligger godt i hånden. 


Knapperne og designet på dem er fornuftigt, omend den har en tildens til at være retningsfølsom. Ikke hele tiden, men ind imellem svigter den hvis man ikke peger præcist nok. 


Men alt i alt er den godkendt. Den tror jeg vil falde i de flestes smag.


 




 


 


I brug


Den almindelige betjening er overraskende enkel. Det virker nemt at forstå, hvordan man navigerer imellem de forskellige funktioner.


Der er ventefrit tekst-tv, kaldes frem med TXT knappen (og slukkes med TXT eller Back). Det er SRC menuen, som er hurtigvalg af sprog, lydspor samt visning af 4:3 (sorte bjælker eller zoom). SRC slukkes igen med SRC knappen eller Back.


Midt imellem TXT og SRC sidder knappen til tv-guiden (EPG). Men modsat TXT og SRC, kan EPG kun slukkes med Back knappen. Ikke ved tryk på EPG igen. Lidt pudsigt og ulogisk.


Hver gang boksen tændes, så står den et par sekunder og tjekker efter software opdatering, før kanalerne vises. Det virker lidt fjollet at den skal tjekke det hver gang, kunne den dog ikke holde en kalender opdateret og kun tjekke det en gang dagligt el.lign.


 




 


TV-guiden er enkel og overskuelig. Der er kanalerne øverst tv. og tv-programmet for den valgte kanal th.


Nederst tv. vises live-tv fra den kanal man var på inden EPG blev kaldt frem. Det er praktisk, da man derved kan bladre i tv-programmet mens man stadig følger programmet på den oprindelige kanal.


Denne EPG også lidt mere. I forhold til en “almindelig TV-guide” kan der eksempelvis også søges efter programmer, ud fra forskellige kriterier som tid, titel og medvirkende.


I guiden kan der også markedes udsendelser til optagelse. Vælg den ønskede udsendelse, tryk på den røde knap, og så tilføjes udsendelsen til timer-listen.


 



 


En smart detalje ved denne modtager, er at man kan indstille den til at optage ekstra minutter før og efter en udsendelse, så man får det hele med selvom tv-stationen ikke er helt præcis. Udgangspunktet er at timer optagelser begynder 5 minutter før det programmerede start-tidspunkt, og slutter 5 minutter efter slut-tidspunktet. Men det kan ændres i menuen, med valgene 0, 5, 15, 30 eller 60 minutter).


Tidsforskydning af LIVE TV virker enkelt at bruge. Et tryk på PLAY og udsendelsen pauser, mens en tæller på skærmen viser hvor lang tid der er optaget. Udsendelsen genstartes med PLAY, og vil nu vises forskudt.


Tidsforskydningen kan afbrydes med STOP, hvorefter modtageren spørger om optagelsen skal gemmes, kasseres eller hvis man ikke svarer fortsætter tidsforskydningen.


Modtageren er helt lydløs, selv når den optager. Hvor dejligt!


Kanalerne kan sortes i favorit lister. Det er i alt 6 styk favoritlisten (A – F) så hvert familiemedlem kan have sin egen.


 



 



 



 


 


Målinger


Denne modtager anbefales af Elsparefonden for det lave strømforbrug. Producenten angiver det til at være 11 W drift og 0,5 W stand-by.


Vores målinger viste:




  • Stand-by:  0,4 W


  • Drift med alm. TV:  9,9 W


  • Drift med optagelse:  10,6 W  (peak)

Det er et ganske lavt strømforbrug for en recorder.


 



 


Konklusion


Dette er første Boxer godkendte DVB-T modtager fra danske Kjaerulff1 som kan optage, og den er de sluppet godt fra. De ting jeg fremhæver her i anmeldelsen er jo detaljer, og når modtageren først spiller så gør den det ret godt.


Jeg har dog også oplevet problemer med boksen. I forbindelse med afslutning af en tidsforskydning af LIVE TV, har jeg to gange oplevet at boksen frøs. Altså gik i baglås, hvor jeg måtte tage power på boksen for at få liv i den igen. Det er ikke noget jeg kan genskabe som sådan, og normalt virker det fint, men der er ihvertfald et problem som producenten skal have kigget på.


Montering og udskiftning af harddisk uden brug af værktøj er en god detalje. Det samme er muligheden for at forlænge en EPG optagelse med minutter før og efter tidspunkterne hentet fra tv-programmet. 


Hastigheden i betjeningen er god. Boksen er helt lydløs, selv når den optager. Fjernbetjeningen er udemærket. Billed- og lydkvalitet er fin, og de forskellige tilslutningsmuligheder virker fornuftige.


Og strømforbruget er jo noget helt andet end f.eks. YouSee boksen, der bruger meget strøm uanset om den er tændt eller slukket. Godt gået.


Til gengæld er den ikke helt billig i indkøb.


Maximum T-641 VA er set til kr. 2.500,- uden harddisk.
En 250 GB harddisk er set til omkring kr. 350,-


 


 


Spørgsmål


For spørgsmål til denne anmeldelse er oprettet et emne i forummet.


Anmeldelse af Maximum T-641 DVB-T recorder


 


 


Tak


Tak til Kjaerulff1 for udlån til denne anmeldelse. 


 


 







Grejet på testbænken


Testbænken hos recordere.dk var til denne anmeldelse udstyret med:



  • TV : Panasonic TX-P50VT20
  • HDMI kabel : Hama
  • TV signaler :  Boxer abonnement + Frie DVB-T kanaler
  • Fotos :  Panasonic Lumix DMC-TZ10
  • Video optagelser :  iPhone 4
  • Video redigering :  iPhone 4


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.