På mindre end et år er der sket en tredobling i antallet af husstande, der har adgang til HDTV.
Det er næsten halvdelen af samtlige danske husstande – ca. 1,25 mio. – der nu ser tv i HD-kvalitet regelmæssigt. Det fremgår af en undersøgelse, som YouGov Zapera har udført for kabel-tv-selskabet YouSee.
“Jeg tror ikke, vi nogensinde tidligere har oplevet en tv-teknologi slå så stærkt igennem på så kort tid,” siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.
Ifølge undersøgelsen har næsten to ud af tre af husstande med HDTV fået adgang til tv i den højere billedkvalitet inden for det seneste år. Væksten var klart størst i anden halvdel af 2009, hvor danskere i hundredtusindvis købte nyt tv forud for lukningen af det analoge sendenet den 1. november. I alt blev der købt omkring 780.000 nye tv-apparater sidste år.
Ulf Lund forklarer udviklingen med det store fokus på digitalt tv i efteråret.
“Lukningen af det analoge sendenet og det faktum, at kabel-tv-kunderne i efteråret fik fri adgang til digitalt tv, skabte meget stor opmærksomhed om billedkvaliteten på tv. Og dertil kommer selvfølgelige, at DR med lanceringen af DR HD var med til at gøre HD-tv tilgængelig for alle,” siger Ulf Lund.
DRs HD-kanal er indtil videre den mest udbredte af alle HD-kanaler på markedet. Hele 83 pct. af dem, der kan se HDTV, oplyser, at de har adgang til DR HD. Herefter følger HD-udgaverne af TV 2 Film, Kanal 5 og TV3+ med hhv. 35, 32 og 29 pct.
Ca. 10 pct. af husstandene oplyser, at de ser mere tv, efter de har fået adgang til HD-tv.
Hovedtal
Hvornår blev det muligt for husstanden at se HD-kanaler?
- 2007 eller tidligere: 2 pct.
- 1. halvdel af 2008: 4 pct.
- 2. halvdel af 2008: 6 pct.
- 1. halvdel af 2009: 16 pct.
- 2. halvdel af 2009: 45 pct.
- 2010 (fem måneder): 16 pct.
- Ved ikke: 11 pct.
Fakta om undersøgelsen:
Tallene for udbredelsen af HDTV bygger på data for husstande med fladskærms-tv eller tv-projektor, svarende til ca. 2,1 mio. husstande. Af de 2,1 mio. husstande har ca. 1,25 mio. adgang til HD-tv, hvilket svarer til ca. 50 pct. af samtlige danske husstande. Husstande med ældre analogt-tv med tilsluttet digital boks, som modtager f.eks. DR HD i en analog kvalitet, indgår ikke i undersøgelsen.
Kilde: YouSee