Forside Emner Spil fokus

Spilanmeldelse: Modnation Racers til PS3






Denne anmeldelse er udgivet i samarbejde med Low 5 Magazine



Recordere.dk har indledt et samarbejde med sitet low5.dk, der på frivillig basis udgiver anmeldelser af bl.a. spil til PC og spillekonsoller. Recordere.dk vil forsøgsvis vise disse anmeldelser. Her kommer den første.


ModNation Racers til Sony PS3
Man fristes at kalde det Little BIG Planet på fire hjul. ModNation Racers er Sonys seneste PS3-satsning med tankegangen, skab, del, leg, som vi først blev introduceret til i førnævnte Little BIG.



Kort fortalt er spillet ræs med små gokart-lignende køretøjer på opfindsomme baner, fyldt med våben, powerups og aggressive (men dog sjove og finurlige) fjender. Det lyder umiddelbart som noget du har set et utal af gange før, bl.a. i Crash Team Racing og diverse Mario Kart titler – sådan skal du dog ikke opfatte det. ModNation Racers indeholder nemlig noget de andre langt fra kan byde på, nemlig muligheden for at udvikle spillet i præcis den retning du selv måtte ønske.


Det bringer mig tilbage til Little BIG Planet. Sony introducerede med det muligheden for at alle spillere blev potentielle spiludviklere, i mild forstand naturligvis. I Little BIG kan du kreere dine egne figurer, du kan spille et utal af baner offline, men nok så vigtigt, du kan SKABE dine egne baner og DELE dem online med hele verden. Little BIG Planet er blevet en gigantisk succes og du har idag adgang til flere hundrede tusinde spillerskabte baner, der rent faktisk har et niveau fuldt ud på højde med de baner spillet blev født med. På den måde har Sony egentlig gjort Little BIG Planet udødeligt og selvom en efterfølger er på vej, har jeg svært ved at se enden på det første spil i serien.



Det er præcis samme ide, der ligger bag ModNation Racers, blot med den forskel, at der her bygges biler, racerkørere og racerbaner. Ved at køre løb, hvor du stilles forskellige udfordringer, tjener du point som kan omsættes til nyt udstyr til bilerne, tøj til dine figurer og lir til de baner du senere i spillet med garanti vil få lyst til at bygge. Der er et utal af ting at åbne for og designmulighederne er nærmest uendelige. ModNation Racers udmærker sig også ved at være lettere at gå til når du vil designe end Little BIG Planet var. Jeg byggede f.eks. en lækker øse og cool kører allerede efter 10 minutter spil.


Selve spillet på banen er herligt. Du har en god og meget arcadeagtig styring af de små biler og det er sjovt at tyre diverse våben efter dine fjender. Tempoet er fint og graikken smuk og dragende. Du kan spille både off- og online, der er mulighed for splitscreen og du kan køre på tid. Der er masser af baner tilgængelige fra start i karrieredelen som præsenteres med historie, cutscener og ganske fornuftig humor. Banerne er superfedt designet, holdt i stærke farver og med små figurer med store grødhoveder som hovedrolleindehavere (man kan ikke undgå at tænke Little BIG Planet igen her). Tuttenuttet, ja, men sjovt og fængende for alle aldre.



At alle kan spille ModNation Racers tydeliggøres ved, at hele spillet er oversat til dansk, hvilket er rart når du sætter de yngre familiemedlemmer til at køre ræs. Yngre spillere vil nok holde sig til at køre de præskabte baner, men det er samtidig så let at skabe biler og figurer, at de hurtigt vil kaste sig over den del også. Det kræver en smule mere at skabe banerne, og jeg tror, at især de lidt ældre spillere, hurtigt vil kaste deres kærlighed over denne del af spillet. Du kan virkelig skabe nogle fantastiske baner, der er tonsvis af lir at smide på banerne og kun fantasien sætter vel egentlig grænserne.



ModNation Racers er præcis så godt som jeg håbede. Der er utroligt meget at give sig i kast med hvad enten du vil køre lidt hyggeræs med og mod vennerne i stuen, vil hoppe online, eller hvis du har et skabergen i maven og hellere vil pusle med bane- bil og figurkreation. Jeg har min tvivl om ModNation Racers bliver en ligeså stor succes som Little BIG Planet af den årsag, at det virker som om reklamebudgettet på ModNation er mindre end det var til Little BIG. Derudover er ideen: skab, del, leg/ræs ikke længere ny. Dette skal dog ikke taget noget fra ModNation Racers, der er et helt igennem genialt spil der bør være en del af din spilsamling.



Udgiver: Nordisk Film
Ude den 25. maj eksklusivt til PLAYSTATION 3


KARAKTER: 90 %






Denne anmeldelse er udgivet i samarbejde med Low 5 Magazine


Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.