Premieren på Avatar blev lidt af en fuser i Odense. Blockbuster havde ikke nok film.
Blockbusters 70 butikker i Danmark holdt ekstraordinært midnatsåbent mandag d. 26/4. Anledningen var at filmen avatar blev sat til salg i de danske butikker. Blockbuster lokkede med en speciel Eksklusiv Steelbook blu-ray til kr. 199,95.
Salget åbnede kl. 23:59, og jeg havde sat mig for at løje stemningen for premieren på Avatar i Danmark, ved at opsøge 2/3 af Blockbuster butikkerne på Fyn. Det vil sige de to butikker der ligger i Odense, den tredie ligger i Svendborg.
Køb filmene til midnatsåbent d. 26/4 fra kl. 23.59 stod der på Blockbusters hjemmeside. Mon det betød lange køer foran butikkerne?
Kort før kl. 23 holdt jeg ud for Blockbuster ved Odense Banegårds Center. Der var mange mennesker på gaden, men selve butikken så gabende tom ud. Døren var åben, og personalet stod og snakkede i døråbningen.
Butik nr.2 ligger en 5 minutters kørsel derfra. Samme billede. Tom butik og ingen kø. Var dette mon stilhed før stormen?
Jeg tog tilbage til butikken ved banegården. Parkerede bilen, og kiggede mig lidt omkring.
Er der ingen kø til Avatar, spurgte jeg? Ikke endnu, smilede ekspedienten bag disken; Men du kan få et nummer her, du er nr. 2 i køen. Klokken var 23:15, og jeg besluttede mig for at blive hængende og se om der dukkede flere op.
Tiden gik og et kvarter senere var vi fire, endnu kvarter senere var vi ti. Da tiden nærmede sig 23:59 havde flere indfundet sig. Nu var der vel en 20 kunder i butikken, og salget åbnede.
Nr. 2. Har du et kort, spurgte ekspedienten? Nej, sagde jeg. Har du bestilt? Nej.
Så kan du kun få DVD’en. Vi har udsolgt af blu-ray.
Jeg kiggede måbende på ham. Ingen blu-ray !? Jeg kunne forstå hvis den eksklusive steelbook var udsolgt, men alle blu-ray?
Jeg kan desværre kun tilbyde en DVD sagde han. Jeg takkede nej, og forlod butikken tomhændet, med følelsen af at have spildt en time.