Musical Fidelity præsenterer nu M6 serien, der er nyeste generation af en yderst populær række af forstærkere og CD-afspillere fra den engelske hifi-specialist.
Forhandleren fortæller:
Musical Fidelity arbejder ud fra en tro på at det første skridt imod en ægte neutralitet og ærlig hifi-lyd – den ægte “High Fidelity” i ordets egentlige forstand – kun kommer gennem høj teknisk ydelse. Der hersker i en vis grad en tendens i hifi-branchen til at negligere teknisk performance som irrelevant. På intet andet område inden for teknik, kunst eller håndværk er teknisk ydelse irrelevant, og hvorfor skulle hifi være undtagelsen?
Hvordan kan en forstærker med dårlig teknisk standard levere en ufarvet gengivelse? Det er ganske enkelt umuligt. Derfor er M6 serien opbygget med en ekstrem fokus på at opnå den ægte, troværdige hifi-oplevelse gennem en høj teknisk kvalitet.
Sidegevinsten ved dette er en længere levetid på prodkterne, og kombineret med et stilrent ydre og flere gennemtænkte praktiske detaljer, leverer Musical Fidelity i M6 en serie af apparater der giver stor ejerglæde mange år frem. Hele serien kan leveres i sort eller sølv finish.
M6 CD
CD-afspilleren benytter upsampling til 24 bit 192 kHz, og har et lavt niveau af jitter. Dette kombineret med en analog-del der har ekstremt lav forvrængning og linearitet, giver M6 CD en naturtro og ægte gengivelse af kilden.
Og når vi taler om kilde, så er M6 CD ikke begrænset til at afspille CD, den fungerer samtidig som en topkvalitets D/A konverter med coax og optisk input såvel som USB. Afspilleren har såvel single-ended som balancerede XLR udgange af høj kvalitet.
Specifikationer:
24 bit Delta-Sigma dual differential D/A konverter
S/N >117 dB
THD <0.003%
Digitale inputs: RCA coaxial SPDIF, optisk Toslink, USB
Digitale outputs: RCA coaxial SPDIF, optisk Toslink
Analoge outputs: RCA line level, XLR balanceret.
Vægt 11,2 kg
BxHxD 440x125x385 mm
Pris: 19.999,-
M6i
Den integrerede forstærker i M6 serien er konstrueret til at trække en hvilken som helst højttaler, og bevare den lave forvrængning og gode linearitet, også ved svære belastninger.
Forstærkeren er elektrisk set reelt konstrueret som to monoblokke samt en forforstærker, bygget sammen i én kasse, med separate viklinger på trafo’en for hver kanal. Udgangseffekten opgives til 200 watt per kanal i 8 ohm, og Musical Fidelity oplyser op til 800 watt peak i 2 ohm.
Trods den høje output leverer forstærkeren en ekstremt ren, detaljeret gengivelse, uanset hvilket niveau du spiller ved. Musikalitet er et fortærsket begreb – M6i overlader det til musikerne at levere musikaliteten, og sørger for at levere musikken til dig så uforfalsket som muligt.
Samtidig er der tænkt på de praktiske forhold: Udover de “sædvanlige” pre-amp udgange til dem der måtte have ønsker om bi-amping, er M6i forsynet med USB indgang, samt muligheden for at konfigurere én af de fire line-level indgange som en “HT Direct” indgang, der går uden om volumenknappen. Dette gør det muligt at lade forstærkeren fungere som effektforstærker i et surround-system, uden at surround-komponenterne får nogen indflydelse på signalvejen i stereo.
Specifikationer:
Udgangseffekt: 200 watt per kanal i 8 ohm
Voltage: 45 volt RMS, 126 volt peak-to-peak
Current peak-to-peak: 45 ampere
Dæmpningsfaktor: 170
Indgange: 1 sæt XLR, 4 sæt line-level, 1 USB
Udgange: 1 sæt RCA tape-out, 1 sæt RCA pre-out, 1 sæt 4mm højttalerterminaler
Vægt: 16,6 kg
BxHxD: 440x125x400 mm
Pris: 19.999,-
M6Pre
Forforstærkeren M6Pre er en ægte, fuldt balanceret forforstærker med klasse A drift. M6Pre gør alt dét en forforstærker skal: Lav forvrængning, stor båndbredde, lavt støjniveau.
En lav indgangsimpedans kombineret med en stor overload margin, gør at forforstærkeren på én gang fungerer med kilder med lavt output, og samtidig aldrig bliver overstyret. Tilsvarende er udgangen konstrueret til at fungere med en hvilken som helst effektforstærker med fuld neutralitet.
M6Pre har et omfattende sæt tilslutninger: To sæt XLR, fire line level heraf én der kan fungere som HT Direct, USB, samt en indbygget MM/MC riaa af særdeles høj kvalitet. Uanset hvilken kilde du benytter, vil du kunne finde en passende makker i M6Pre.
Specifikationer:
THD single-ended: <0.005%
THD XLR: <0.004%
S/N single-ended samt XLR: >96dB
Kanalseparation single-ended samt XLR: >96dB
Indgange: 2 sæt XLR, 4 sæt line level, 1 sæt MM/MC Phono, 1 USB
Udgange: 1 sæt XLR, 1 sæt RCA, 1 Tape out
Vægt: 11.4 kg
BxHxD: 440x125x400 mm
Pris: 15.999,-
M6PRX
Med 260 watt i 8 ohm er effektforstærkeren i M6 serien en heftig sag – men det er den store strømstyrke kombineret med en ekstremt detaljeret og ægte gengivelse, der gør M6PRX unik. Med choke-reguleret strøforsyning er støjniveauet ekstremt lavt, og Musical Fidelity fraråder direkte at benytte separate strømfiltre eller strømrensere, fordi filtreringen i M6PRX er så effektiv at eksterne filtre vil skade mere end de gavner.
Der er med andre ord tale om en effektforstærker der er designet til gennem en særdeles høj teknisk ydelse, at levere overdådige hifi-oplevelser i alle forhold: Hverken svære højttaler-belastninger eller støj på strøm-nettet vil bringe M6PRX ud af fatning.
Til glæde for dem der har separate forforstærkere til hhv. surround og stereo, har M6PRX to sæt indgange der kan vælges imellem: Én hvor du har frit valg mellem XLR og RCA, samt derudover et ekstra sæt RCA som du kan skifte over til med et tryk på en knap. En ekstremt vellydende, kraftfuld effektforstærker, der er gennemtænkt opbygget og smuk som en sirene. Kan man ønske sig mere?
Udgangseffekt: 260 watt per kanal i 8 ohm
Voltage: 46 volt RMS, 130 volt peak-to-peak
Current peak-to-peak: 140 ampere
Dæmpningsfaktor: 210
Indgange: 1 sæt XLR, 2 sæt line-level
Udgange: 1 sæt RCA pass-through, 1 sæt 4mm højttalerterminaler
Vægt: 19,7 kg
BxHxD: 440x125x390 mm
Pris: 24.999,-
Kilde: KC Audio / TapeConnection MkII