Forside * Nyheder

Undersøgelse: Klimavenlige fladskærms-tv


 


Stor dansk undersøgelse af fladskærmes strømforbrug. Hvilke typer er de mest klima venlige?


Med klimadebatten i fokus og et højaktuelt COP15 topmøde, frigiver FlatpanelsDK nu en stor undersøgelse af strømforbruget på fladskærme, der er foretaget gennem størstedelen af 2009.


Undersøgelsen omfatter en lang række fladskærme indenfor både LCD, plasma og LED teknologierne – og indenfor både Tv og PC skærme.


Der trækkes interessante konklusioner ud af undersøgelsen, heriblandt, at de nye “LED-TV” er meget strømbesparende, at fladskærmene har styr på standby forbruget, og at fremtiden ser endnu lysere ud.


 


Danskerne ser meget Tv


Danske familier ser i gennemsnit fjernsyn på deres primære stue-Tv i 4 timer om dagen ifølge Elsparefonden. Hertil kommer fladskærmene i børneværelset, køkkenet, soveværelset osv.


Det betyder, at stue-Tv’et hos danskerne i gennemsnit kører omkring 1460 timer om året, og resten af tiden står fladskærmen i standby. Standby strømforbruget er efterhånden sænket til et minimum, men anderledes ser det ud for strømforbruget i tændt tilstand.


 


EU regulativer og Ecolabel


EU har senest indført EU Ecolabel, der tildeles produkter, der opfylder strenge krav til elforbrug samt materialevalg. Kun få fladskærme har endnu opnået status som EU Ecolabel produkter, men der er håb forude.


EU har også luftet tanken om at indføre regulativer på fladskærmsområdet, der skal forbyde de største strømslugere, og regulativet bliver i et vist omfang – som det ser ud nu – indføres i kvoter i årene fremover, så fladskærmsproducenterne har mulighed for at arbejde løbende mod målet.


 


 



LED-TV er mest skånsomme – plasma halter bagud


Samsung har været fortalere den nye produktkategori LED-TV i 2009, og nu er producenter som LG og Sharp fulgt efter med LED modeller. FlatpanelsDKs store undersøgelse viser, at LED er den mest skånsomme teknologi mod miljøet pga. et meget lavt strømforbrug.


LED-TV er en variant af LCD teknologien, hvor fladskærmene benytter LED (dioder) til at oplyse skærmen i stedet for lysstofrør. Det sænker strømforbruget væsentligt.


Plasma halter igen bagud i kampen om strømforbruget. Plasma-teknologien var ellers halet mere eller mindre ind på LCD teknologien over de seneste år, men efter LED har meldt sit indtog, er forskellen igen blev markant.


FlatpanelsDKs undersøgelse viser eksempelvis, at et 40 tommer Sharp LED-TV forbruger blot 64 W i brug, mod 335 W for et 42 tommer Panasonic plasma-Tv.


“Vi fandt i undersøgelsen af strømforbrug på fladskærme, at indførslen af LED har betydet utrolig meget for strømforbruget på Tv. På mange modeller har producenterne mere end halveret strømforbruget og der arbejdes stadig mod endnu mere skånsomme løsninger” siger Rasmus Larsen, redaktør på online-mediet flatpanels.dk


Den omfattende undersøgelse viser desuden, at man selv aktivt kan minimere strømforbruget på fladskærmen og samtidig forbedre billedkvaliteten.


Typisk kan det gøres ved at skrue ned for lysstyrken på fladskærmen, og mange fladskærmsproducenter har også inkorporeret helt automatiske lyssensorer, der tilpasser fladskærmens lysstyrke til lyset i omgivelserne. Om aftenen sænker fladskærmen således selv lysstyrke og det fører til et mindre elforbrug.


Undersøgelsen viser også, at det er de færreste fladskærme der i dag forbruger mere om 0,8 W i standby forbrug. Det er et vigtigt skridt, da meget elektronik stadig har et højt forbrug i standby.


Strømforbruget på samtlige fladskærme i undersøgelsen, kan ses ved at følge linket i bunden.


 



Fremtidens fladskærme forbruger mindre


LED-TV har strømmæssigt været en mindre revolution for fladskærmene. Producenterne er også nået langt i forhold til EU’s regulativer, men fremtiden tyder på endnu større klimafokus. I de kommende år vil en ny fladskærms-teknologi melde sin ankomst. Teknologien hedder OLED, som står for “organic light emitting diode”, og er ultra-tynde fladskærme med fantastisk billedkvalitet og et meget lavt strømforbrug.


OLED findes allerede som små skærme i udvalgte mobiltelefoner, og vil i de kommende år tage skridtet til fladskærme i bærbare computere og Tv-skærme.


Plasma-producenterne skal omvendt arbejde benhårdt på at sænke strømforbruget på næste års modeller, hvis de skal leve om til klimadebatten og EU’s løfter.


Sammenlign interaktivt en lang række forskellige fladskærme og se hvad FlatpanelsDKs undersøgelse af strømforbruget på fladskærme har vist på følgende link: 


Strømforbrug på fladskærme


 


Kilde: flatpanels.dk

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.