Forside * Nyheder

Ekstra forsikring ja/nej ?


Du møder nok det spørgsmål næsten hvergang du handler forbrugerelektronik i en almindelig butik, men forhold dig kritisk til det.


Mange ekspedienter prøver at sælge forbrugerne tillægsforsikringer uden at tage hensyn til om forbrugerne allerede er dækket af egne forsikringer. Det viser årets forbrugerredegørelse. Forhold dig kritisk til sælgers rådgivning, før du køber tillægsforsikringer, lyder opfordringen fra Forbrugerstyrelsen.


Købet af din nye spillekonsol kan ende som penge ud af vinduet, hvis familiens yngste søn i et anfald af begejstring vælter sit saftevandsglas, så controlleren drukner i flydende sukker.


For at skåne forbrugerne for skuffelsen over sådan et uheld tilbyder mange forretninger deres kunder en tillægsforsikring. Elektronik er sårbart, og derfor kan det være en ide at overveje, om man vil forsikre sig mod uheld med en tillægsforsikring.


“Men der er andre situationer, hvor det vil være spild af penge, fordi forbrugeren allerede er tilstrækkeligt dækket af købeloven eller deres egne husstandsforsikringer. Det er også muligt, at forsikringens pris ikke står mål med produktets værdi, og alt det skal forbrugerne holde sig for øje, når de overvejer at købe en tillægsforsikring”, siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen.


 


Forbrugerne er gode til at forholde sig kritisk


“Forbrugerne er gode til at forholde sig kritisk over for ekspedienternes forsøg på at sælge tillægsforsikringer. Fire ud af fem siger nej tak til tilbuddet. Men branchen har stadigvæk et ansvar for at give forbrugerne et reelt beslutningsgrundlag, når de tilbyder dem tillægsforsikringer”, siger Tanja Franck


Forbrugerstyrelsen minder desuden forbrugerne om, at hvis de alligevel kommer hjem med en tillægsforsikring, som de finder ud af, de egentlig ikke havde behov for, så kan de fortryde købet.


“Hvad forsikringer angår, så har forbrugerne nemlig altid 14 dages returret, siger Tanja Franck.


 


Tænk over dette før du køber tillægsforsikring:



  1. Overvej produktets værdi i forhold til forsikringens pris
    Måske kan det bedre betale sig at bruge pengene på et nyt produkt, hvis det går i stykker, frem for at bruge penge på en relativt dyr forsikring.
  2. Overvej hvor stor risikoen reelt er for at produktet lider overlast
    Risikoen er for eksempel større, hvis det er børn, der skal betjene det, eller hvis I flytter produktet meget rundt, og da kan en tillægsforsikring give mening.
  3. Vær opmærksom på købelovens regler om fejl og mangler
    Ofte giver købeloven tilstrækkelig dækning, hvis produktet går i stykker på grund af en fabrikationsfejl.
  4. Tjek om dine andre forsikringer dækker i forvejen
    Undersøg om dine nuværende forsikringer allerede dækker dig for det samme, som en tillægsforsikring.

 


Kilde: Forbrugerstyrelsen

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.