Forside * Nyheder

YouSee overvejer et frit digitalt spejl


YouSee overvejer at gøre de digitale kanaler frie, så de kan modtages uden kort.


Året 2009 er udråbt som det helt store konkurrence år indenfor tv-distribution. Boxers indtog på markedet for digitalt tv, gør at alle udbydere kæmper om deres bid af kagen. Både med at kapre nye kunder, til især deres digitale tilbud, men også for at holde på eksisterende kunder. Og det bliver især her i efteråret, at de store kanoner køres i stilling i form af øget marketing og lokkende tilbud.


 


Digitalt TV koster penge


I dag koster det penge at abonnere på digitalt TV hos YouSee. Der kræves et kort til hver modtager, for at åbne for de samme digitale kanaler som der allerede kan ses frit på analogt kabel-tv. Sådan et koster kr. 199/halvår i kortafgift. Og har man flere TV-modtagere, flere harddisk-optagere eller YouSee bokse, så kræves der også flere kort. Et kort per modtager.


Derfor overvejer YouSee nu at fjerne krypteringen på de digitale kanaler, så de frit kan ses uden kort. Dog vil man fortsat kun kunne se de kanaler/pakker, som der abonneres på.


Dette kaldes også et digitalt spejl, man har de samme kanaler digitalt som analogt. De digitale kanaler vil dermed følge de pakker man har i dag, abonneres eksempelvis på mellempakken er det også kun mellempakkens kanaler man frit kan se digitalt.


 


Konkurrencemæssig fordel


Hvis YouSee vælger at levere et frit digitalt spejl til alle deres kunder, vil det give dem en stor konkurrencemæssig fordel. For så vil de høre til blandt få distributører på markedet, hvor det er teknisk muligt at se digitalt tv frit indenfor hele husstanden, uden ekstra udgifter.


Hos konkurrenter som Canal Digital, Viasat, Boxer m.fl. opkræves ekstra udgifter til kort (kortafgifter) for hver eneste modtager i huset. Udover at det hurtigt kan give de løbende udgifter frit løb, så betyder det også en besværligere tilgang til digitalt tv.


Udover at stække konkurrenterne, vil et frit digitalt spejl hos YouSee også kunne gøre overgangen fra analogt til digitalt kabel-tv meget lettere, for de mere end 1 mio. husstande der i dag abonnerer på kabel-tv fra YouSee. Så behøves kun en DVB-C modtager, eller et TV med indbygget DVB-C tuner, for at se med på de digitale kanaler.


Abonnement på specielle pakker, som filmkanaler, HD-pakker, sprogpakker o.lign. vil dog stadig kræve et særligt abonnement med tilhørende kort.


 


Kunder ønsker mere frihed


Set fra kundernes synspunkt, er der næppe tvivl om at et frit digitalt tv vil blive modtaget med kyshånd. Det høres tit, ikke mindst her på recordere.dk (forum og kommentarer), at der ikke er en stor forståelse for hvorfor kanalerne på digitalt TV skal koste penge, når der allerede er betalt for en kabel-tv tilslutning og en tv-pakke.


Selve ideen med at give de digitale kanaler fri er dog ikke ny. Eksempelvis har ComX frit digitalt TV, udsendt som DVB-T, på deres kabel-tv. Og en af danmarks største private antenneforeninger, Glentevejs Antennelaug i Odense, tilbyder også et gratis digitalt spejl til medlemmerne (udsendt som DVB-C).


YouSee har endnu ikke besluttet, om digitalt tv gives fri på deres kabel-tv her til efteråret. Men de bekræfter overfor recordere.dk, at det er en blandt flere planer som er inde i overvejelserne.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.