Opgrader din gamle Navigon, til samme funktioner som i en 7310 (billedet)
For blot en femtedel af prisen på en Navigon 7310, kan de ældre Navigon GPS nu opgraderes til samme funktionalitet.
Prisen for opgraderingen er 549 kroner og inkluderer alle de nye funktioner som for eksempel Professional Voice Command, nye 3D-funktioner og den nye MyRoutes.
Kun få måneder efter NAVIGON lancerede sin nye produktlinje på CeBIT 2009, tilbyder virksomheden sine kunder en unik softwareopdatering. For kun 549 kroner kan ejere af NAVIGONs tidligere produktlinje opgradere sit navigationssystem, så det indeholder de nye features, som blev lanceret med de nye modeller.
Med opgraderingen fra NAVIGON 7210 til 7310 følger blandt andet Professional Voice Command, og på samtlige modeller får man koordinatindtastning, nye 3D-funktioner og den nye NAVIGON MyRoutes, der beregner ruten ud fra brugerens personlige kørselsmønster. Også kortmaterialet bliver opdateret ved opgraderingen, der foregår via NAVIGONs onlineportal NAVIGON Fresh.
“Med vores opgraderingsmuligheder støtter vi op om vores grønne firmapolitik, idet vores kunder ikke nødvendigvis behøver at købe et helt nyt navigationsystem for at få de nye features, som vi lancerede på CeBIT i år. Det er klart, at tilbuddet om at opgradere bliver mere attraktivt, jo større navigationssystem du har. For eksempel sparer du mere end 2.000 kroner ved at købe opgraderingen fra en NAVIGON 7210 til 7310 i stedet for at investere i et nyt navigationssystem”, fortæller Allan Friis, Country Manager for NAVIGON i Danmark, Norge og Benelux.
Opdateringerne er tilgængelige for modellerne 1200, 1210, 2200, 2210 og 7210, og i løbet af juni bliver det også muligt at opgradere NAVIGONs premium-model NAVIGON 8110 til den nye 8310. Opgraderingen fra 1200 til 1300 og 2200 til 2300 kræver et 2GB SD-kort og opgraderingen fra 7210 til 7310 kræver et 4GB SD-kort.
Kilde: Navigon