Forside * Nyheder

Anmeldelse af Google mobilen HTC Magic






Mobilsiden.dk har testet den nye HTC Magic mobiltelefon.
Indeholder også en video anmeldelse (nederst).

 


Indledning


HTC Magic er “iPhonen” til det brede publikum – selv til dem, som aldrig havde drømt om en touchmobil!


Magic er navnet officielt, men mange kender den også som “Google-mobilen”. Årsagen er naturligvis, at Googles udviklingsteam er hovedkræfterne bag Android, som er navnet på mobilens styresystem.


HTC Magic er det første produkt på det danske marked med Android. Præcis som da iPhone kom på markedet, er denne mobil baseret på en helt ny platform. Det betyder, at der som altid ved nye ting, er gode sider – og desværre også børnesygdomme.


I denne test går vi rundt om Magic og vurderer om den er umagen værd.


 


Designet


Plastik hele vejen igennem, men uden det føles billigt. Alligevel formår den med sin højglanspolerede hvide farve, at fremstå unik.


Frontens seks taster sidder plant med coveret, dog er “tag” / “læg på” løftet en smule højere op. I midten findes en trackball, der pulserer med hvidt lys når en hændelse har ramt mobilen.


Designet er godt, men levner også plads til forbedringer. I en kommende version kunne vi ønske os et bedre materialevalg, som f.eks. metal i stedet for plastik.


Ganske fint ramt for en første-version.


 


Styresystem (Android) og brugerflade


Hele systemet er nyt – også for en garvet mobilanmelder! Det er skønt at sidde med en mobiltelefon, som ikke slæber rundt på gamle koder og “sådan har vi altid gjort hos os”-principper.


Hastigheden ved betjening er helt på toppen og i grafikken opleves hverken hak eller pauser.


Selve brugerfladen er opbygget af tre forside-skærme som hentes ved at slide til enten højre eller venstre; én i midten og en til hver af siderne.


Indholdet på forsiden kan på alle tre tilpasses efter eget ønske. Når fingeren holdes nede, kan man vælge mellem at tilføje programgenveje, bookmarks, widgets osv. Hvert ikon kan placeres præcis hvor det ønskes og endda trækkes mellem skærmene.


Widgets hentes via Android Market. Det kan f.eks. være aktiekurser, nyheder, vejrudsigter eller noget helt andet. De seneste informationer opdateres automatisk på forsideskærmen.


Fra bunden af skærmen kan menuen trækkes frem. Her er genveje til alle programmer og funktioner. I modsætning til f.eks. Nokia-mobiler er intet gemt i undermapper – alt ligger frit tilgængeligt. Egentlig lidt af en rodebutik, men man lærer at elske det.


Skærmens top indeholder en informationslinie som viser besked om nye mails eller mistede opkald. Denne notifikationsliste kan trækkes ned fra toppen som et gardin, og hver event fungerer som genvej.


Android i Magic er fuldt på højde med lethedsgraden i iPhone-systemet. Dette system kan få mange touchscreen-hadere til at komme med på vognen.


For mit eget vedkommende tog det cirka et døgn at blive fortrolig med betjeningsfladen og styresystemet.


 



 


 


Touchskærmen


En vigtig del af brugeroplevelsen er touchskærmen. I Magic er der (som på iPhone) valgt en skærmtype der kaldes “capacitive touch panel”. Den reagerer på spændingsforskelle i overfladen, mens “resistive touch panel” (kendes typisk fra Windows Mobile-mobiler) måler tryk på skærmen.


Ulempen er, at en capacitive-skærm ikke kan betjenes med handsker eller stylus.


Heldigvis er Magic fuldt funktionsdygtig til fingerbetjening og alt glider perfekt under ens finger.


 


Mails, sms og mms


I Magic bør mailkontoen sættes op, da det er lige så let at håndtere mail som f.eks. sms og mms-beskeder. Bruger du Gmail kræves kun adgangskode og brugernavn for at maile, kalender og kontakter er fuldt synkroniseret.


Magic understøtter også Microsoft Exchange samt pop3 og imap-mails.


Kalender og kontakter synkroniseres med Exchange eller Google.


Skrivning af alle beskedtyper sker på et onscreen-tastatur, hvor der kan vælges mellem QWERTY og T9.


Den danske ordbog er voldsomt intelligent. Efter kort tid lærer den ens skrivemønster hvilket betyder, at man ikke nødvendigvis skal ramme alle bogstaverne 100 % præcist. Kort sagt: Stol på ordbogen og du bliver overrasket over dens træfsikkerhed.


Bogstaverne æ, ø og å findes under hhv. a og o – når man holder på tasten fremkommer valgmuligheden. Desværre SKAL man i disse tilfælde altid tastes æ, ø eller å i orden hvis det indgår, inden ordbogen gætter det. Det er altså ikke nok at skrive “prove” eller “pa” – det er påkrævet at skrive “prø” inden “prøve” gættes. Her må udviklerne tilbage i kodehuset og justere lidt på tingene.


Beskeddelen ville have fået topkarakter hvis ikke det havde været for generne ved de danske karakterer. I øvrigt understøtter Magic både mms samt vidersend og copy/paste.


 


Musik og kamera


3,2 megapixels uden fotolys/blitz er et mobilkamera til det absolut mest basale. Billedkvaliteten er fin men ikke fantastisk, det samme kan siges om videooptageren. Den største fordel er, at kameraet starter hurtigt op.


Fotoalbummet virker derimod helt perfekt.


Musikafspilleren er lækkert udført og giver lyst til at høre musik på mobilen. De medfølgende hovedtelefoner er som resten af mobilen i hvid, men lydkvaliteten er desværre ikke så overvældende. Dertil kommer, at tilslutning af egne hovedtelefoner umiddelbart ikke er muligt da mobilen kun har usb-stik.


FM-radioen er i øvrigt en klar mangelvare i Magic.


 


Navigation, GPS og kompas


Der er ingen navigationssoftware med i salgspakken, men Google Maps er integreret. Det betyder blandt andet, at adressen på en kontaktperson kan vises ved klik direkte fra kontaktbogen.


I flere forskellige programmer udnyttes mobilens potentiale. F.eks. kan Google Streetview bruge kompasset til at fastslår i hvilken retning du holder mobilen. Dermed er det næsten “som at være der selv”.


Programmet Sky Map (hentes via Android Market) bruger også GPS til stedbestemmelse og kombinerer det med kompasset. Når mobilen holdes mod himlen vises en præcis angivelse af stjernebilleder i den retning der kikkes. Det hele følger automatisk med når der drejes rundt.


HTC har i øvrigt lovet at “en stor navigationsproducent” er på vej med software til Magic.


 


Android Market


I stil med Apples App Store er Android Market legepladsen for alle. Der findes tusindvis af gratis programmer, spil og gimmicks til telefonen – og installationen foregår med ganske få klik. Alle kan være med, inklusive de ikke teknisk kyndige.


Market byder på mange sjove og relevante udvidelser til mobilen. F.eks. kan Facebook Sync hente kontaktbilleder til adressebogen fra din Facebook-konto, Shazam fungerer som Sony Ericssons TrackID og diverse vejr og finansprogrammer kan holde dig opdateret. Desuden har vi fundet en metaldetektor som endda virker.


Aktuelt har jeg et program kørende som hver time henter et nyt webcambillede af Eiffeltårnet, og bruger det som baggrund.


Total yndlings-programmer lige nu er Sky Maps med stjernekort, Facebook og messenger.


Android Market går rent hjem.


 


Internetoplevelsen


Et godt råd: Sørg for at have et abonnement med en masse datatrafik inkluderet. Med Magic er man online overalt og hele tiden. Hvis ikke det er Internet i klassisk forstand der kører, så er der nok noget Facebook, nyhedsopdatering, mail eller noget helt fjerde.


Mobilens browser gør et godt arbejde og kan bruges både i vertikal og horisontal visning. Det kræver lidt øvelse at vænne sig til zoomfunktionen, men derudover er der ingen problemer.


Store tunge hjemmesider indlæses hurtigt og navigationen på siden foregår tilsvarende let og smidigt. Selv videoer som er indlagt i f.eks. en nyhedshistorie kan afspilles på mobilen.


Til internetadgang benyttes 3G/Turbo 3G eller trådløst netværk.


 


Video anmeldelse


Denne video er en demonstration af telefonen, og en anmeldelse i sig selv (varighed 5:42).



 


Konklusion


HTC Magic skal opleves og prøves. Ret hurtigt bliver man hooked. Præcis som tilfældet var med iPhone fra Apple.


Jeg vil gå så langt som at beskrive Magic med følgende ord: Denne mobil er “iPhonen” til det brede publikum – selv til dem, som aldrig havde drømt om en touchmobil!


Som alle andre nyere mobiler bruger også denne en del strøm. Ved intenst brug skal der oplades hver aften – men det er jo ikke unormalt her i 2009.


Ikke alt er perfekt i Magic, men det åbner jo blot op for softwarejusteringer og nye versioner af produktet. Alligevel er Magic en vanvittig fed oplevelse – og et absolut musthave-produkt for dem som holder af en fungerende mobiltelefon med et tvist af underholdning.


Android-systemet og Magic, er klart en af de mobiler som træder frem, når vi senere ser tilbage på 2009.


 


Kilde: Mobilsiden.dk

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.