Forside * Fokus

40 år med farve-tv fra DR


I dag er det nok de færreste fladskærmsejere, der kan forestille sig en verden i sort-hvid, og at man ikke kan se, hvilken farve Kim Bildsøe Lassens slips har.


Men der har bestemt ikke altid været farver på billederne, DR har udsendt. Og her den 12. februar 2009, er det præcist 40 år siden, at DR sendte sit første egetproducerede program i farver. Det var Flemming Madsen (billedet th) og Jens Bom, der havde fornøjelsen af at producere det allerførste program med kulør på – nemlig ?Klar i studiet?, som det hed.


Det blev sendt fra et særligt farveforsøgsstudie, der var blevet indrettet i TV-Byen i Søborg, og det kom efter en næsten 14 år lang diskussion om, hvorvidt der skulle være “kulør på kassen”. For allerede i 1955 havde Post- og Telegrafvæsenet vigtet sig med, at de nye sendere ville kunne levere farve-tv.


 


Forsøg på kanal 31


De første danskere havde allerede fået farver på skærmen i marts 1967, hvor en UHF-forsøgssender i Gladsaxe begyndte at sende i alle regnbuens farver på kanal 31. Der var imidlertid bare kun få, der kunne se det, og derfor var der også kun få, der kunne se danske Vivi Bak byde velkommen til showet ?Gallaabend der Schallplatte?, som DR sendte i farver fra Berlin den 26. august 1967.


I 1968 anbefalede kulturministerens radiokommission – ifølge Leif Ahms bog ?En verden i lyd og billeder?, at DR købte farvemateriel for 18 millioner kroner. Det skete, og derfor kunne DR også begynde at sende visse udenlandske programmer i farver. For eksempel blev mange af programmerne fra OL i Mexico City i 1968, sendt i farver.


 


Sendte 5-10 timer om ugen


Men det var altså først i 1969, at DR så også selv blev klar til at sende i farver, og ?Klar i studiet? blev sendt direkte. De direkte programmer blev ikke gemt dengang, så derfor eksisterer der i dag kun båndede farveoptagelser fra programmet med billeder fra Dyrehaven og Ørstedsværket og underlægningsmusik af Savage Rose.


Allerede i sommeren 1969 ombyggede DR en transmissionsvogn til farve og udstyrede den med farvekameraer. Og hvor Radiokommissionen betænkning fra 1968 regnede med, at DR skulle sende 5-10 timers farve-tv i 1970, nåede DR allerede op på det timetal hen imod slutningen af 1969.


Sørøver-Sally (billedet th) var den første rigtige farve-tv-serie i DR TV. Den blev sendt i efteråret 1969.


Den 1. april 1970 blev det officielt fastslået, at prøveperioden med farve-tv var slut, og nu havde DR så officielt “bekendt kulør”. Og samme år blev farve-tv-licensen da også indført.


Var man en af de 14.993, der havde anskaffet sig et farvefjernsyn og var tilmeldt hos DR Licens, lød fakturaen på 300 kroner i licens om året i 1970, mens seere med sort-hvid kunne nøjes med 279 kroner.


 


3.822 betalte sort-hvid-licens til sidst


Hvor mange, der i dag overhovedet har et sort-hvid-fjernsyn stadigvæk, står lidt hen i det uvisse. Da medielicensen blev indført i 2007, holdt DR op med at skelne mellem, om man havde sort-hvid eller farve. Men da de sidste opkrævninger i 2006 blev sendt ud til folk med sort-hvid-fjernsyn var der – ifølge DR Licens – 3.822 licensbetalere uden farver på skærmen tilbage. Hvorimod 2.225.800 betalte farvelicens dét år.


Selv om Flemming Madsen (1912-1997) var den første DR-medarbejder, der sendte i farver, måtte han dog – som medarbejder på TV-Avisen – finde sig i selv at blive sendt i sort-hvid mange år efter den kulørte premiere den 12. februar 1969.


TV-Avisen var nemlig det sidste af DRs faste programmer, der gik over til farver, og det skete først den 2. oktober 1978.


 



TV Avisen overgik til farver i 1978. Her Steen Bostrup. Foto: DR TV-ARC


Kilde: DR

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.