2008 2009 2010
Så fik vi rundet 2008 af, og vi vil i den forbindelse gerne sende en lykønskning til alle vore brugere, om et godt nyt år.
Hvad angår 2008, så blev det jo et år hvor der skete lidt af hvert, og 2009 bliver sikkert ikke mindre interessant.
Producenterne
Indenfor forbrugerelektronikkens verden kom der en afgørelse på formatkrigen, blu-ray vandt, og 2008 blev nok et år hvor mange recordere.dk brugere fik investeret i en ny afspiller. Hvis ikke, så sker det nok i 2009.
Pioneer droppede egenproduktionen af plasma displays, og indledte et samarbejde med Panasonic istedet. Og det blev kun de første indikationer, på et svært år, hvor stort set alle elektronikfabrikanter fik problemer. Philips forlod US-markedet, og overlod det til Funai (på outsourcing kontrakter). Herhjemme sagde vi farvel til Merlin, og B&O har det fortsat svært. Andre store elektronik producenter kører enten med røde tal på bundlinien, eller har tabt det meste af overskuddet i 2008. Så 2009 ventes at blive et år, med flere lukninger, overtagelser og sammenlægninger.
Hvis du tør spå om hvordan det vil gå, er der stadig åbent for deltagelse i Quiz 2009 frem til og med d. 6/1.
recordere.dk
2008 blev også året, hvor recordere.dk endnu engang oplevede stor fremgang. Hele 50% flere besøgende og besøg blev det til, og det betød at vi rykkede op i statistikkerne, og nu kan kalde os Danmarks største AV Magasin. I forummet rundede vi de 20.000 brugere.
Men den slags forpligter jo også, og bag kulissen arbejdes der på flere forbedringer og nye tiltag. Mere om dem senere, når vi er kommet lidt længere ind i det nye år.
Statistik for recordere.dk | 2007 | 2008 |
Visits Antal besøg totalt | 3.043.932 | 4.567.349 |
Visitors Absolut unikke besøgende | 881.326 | 1.233.515 |
Page views Antal side- visninger | 16.246.921 | 23.567.015 |
Avg. Time on site Gens. tidsforbrug per besøg. | 05:34 | 05:16 |
Tallene er fra Google Analytics – et anerkendt statistiksystem for hjemmesider
Digitalt TV
2009 bliver året hvor der for alvor kommer konkurrence på markedet for udbydelse af TV signaler. Dette når Boxer starter op d. 1/11 2009, med forskellige tyvstarter med et mindre kanal udbud tidligere. Jyderne får glæde af Boxer fra d. 2/1 2009, hvor der tyvstartes med et enkelt tv-pakke.
Men selvom du ikke selv vil bruge Boxer, ventes det at komme dig til gode aligevel, i form af bedre tilbud fra de øvrige på markedet. Hvis ikke bedre priser, så måske med bedre og mere fleksibelt pakkevalg o.lign. Konkurrence har altid været sundt, og på området for udbydelse af TV signaler, har der været alt for lidt konkurrence herhjemme.
Produkterne
Vi så det allerede på årets IFA i Berlin, og dette vil helt sikkert gentage sig på CES udstillingen i Las Vegas om få dage: De flade TV.
For indrømmet, vi har gået og kaldt dem fladskærms-tv, men helt flade har de nu ikke været. Dette bemærkes især, når de hænger på en væg. Men trenden går mod fladede og fladere TV. Der snakkes meget om OLED, men der går nok en del år endnu inden den teknik er moden til store TV og lave priser. Men indenfor LCD er lysdioder som bagbelysning (LED backlight) ved at vinde frem, ligesom der er flere bud på TV hvor tilslutninger, tunere mv. er flyttet ud i en ekstern boks. Så fladere og fladere TV.
2009 bør også blive året, hvor blu-ray produkterne er moden til bredere udbredelse. Standarderne er endelig faldet på plads i 2008, så 2009 kan blive året med stort udbud (både lowend og highend) og lavere priser. Der er også kommet mere konkurrence på priserne indenfor blu-ray film, selvom de fleste nok er enige om at priserne gerne må komme endnu længere ned.
Og hvad angår digitalt tv, så vil der være en stor konkurrence om at tilbyde de bedste tuner løsninger. Køberne vil efterspørge produkter med “alt indbygget” og fabrikanterne vil halse efter i forsøg på at levere det. Dette gælder ikke kun “Boxer godkendelse”, men også digitalt kabel-tv, begge med MPEG-4 og HDTV tunere som nøgleord.
Godt nyt år
Et godt nytår ønskes fra recordere.dk teamet, og velkommen til 2009. Må det blive rigtigt godt og lykkebringende.