Igen i 2009 bliver verdens største filmbegivenhed, Oscar-uddelingen, vist på de danske tv-skærme.
Det sker i et samarbejde mellem DR2 og TV 2 FILM – to kanaler med fokus på de store filmoplevelser. Sammen har DR og TV 2 indgået en toårig aftale med Disney, der forhandler rettighederne til showet, sådan at filmglade danskere kan se uddelingen af Academy Awards på dansk tv både i 2009 og 2010.
Dækningen af Oscar-showet 2009 kommer til at foregå sådan, at TV 2 FILM transmitterer direkte fra den røde løber og fra selve Oscar-uddelingen natten mellem søndag 22. februar og mandag 23. februar, mens DR2 mandag aften sender et større sammendrag på halvanden time af prisuddelingens højdepunkter.
Direkte på TV 2 FILM
“Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes os at sikre danskerne muligheden for at se årets største film-event på tv,” siger Anders Leifer, film- og dokumentarredaktør på TV 2 og fortsætter:
“Efterhånden er det jo blevet en tradition for de danske filmfreaks og natteravne at følge uddelingen direkte på TV 2 FILM, og det er noget, vi naturligvis gerne vil fortsætte med. Vi synes, at den fulde udsendelse af Oscar-uddelingen i sin helhed er noget ganske særligt, og at den hører naturligt hjemme på TV 2 FILM, der er Danmarks største filmkanal.”
Sammendrag på DR2 aftenen efter
“Det er glædeligt, at vi har dette gode samarbejde om Oscar-uddelingen, så alle danskere kan opleve filmfesten i netop det format, de ønsker,” siger Steen Salomonsen, programredaktør i DR.
“På DR2 har vi et stærkt fokus på filmformidling – med de film vi viser, men også i kraft af vores filmprogram DR2 Premiere. Så vi er glade for, at vi også kan tilbyde de mange filminteresserede danskere, der ikke lige er til det store ?natte-marathon?, at de kan opleve alle højdepunkterne fra Oscar-showet i en koncentreret version,” siger Steen Salomonsen.
Dansk islæt?
Også i 2009 har danskere mulighed for at vinde den eftertragtede Oscar-statuette. Danmark har indstillet Nils Arden Oplevs ?To verdener? til nominering i kategorien ?bedste udenlandske film?, og Sverige har indstillet den svensk-danske film ?Maria Larssons store øjeblik? med bl.a. Jesper Christensen i samme kategori.
Desuden har Danmark også stolte traditioner inden for kategorien ?bedste korte fiktionsfilm?, men hvorvidt der bliver danske film nomineret i denne kategori, er endnu for tidligt at sige. Det får vi først at vide 22. januar næste år, når nomineringerne bliver offentliggjort.
Kilde: TV 2