Forside * Nyheder

Jack Bauer siger pænt undskyld






24: Redemption. Tv-filmen hvor Jack Bauer beder om syndsforladelse.


Denne blog / anmeldelse er skrevet af journalist Morten Bay for MediaWatch
Den viderebringes her, efter aftale med skribenten.


 


Jeg sidder lige nu og ser på et stykke tv-historie.


Ligesom de tre Rambo-film, Missing in Action og et hav af andre sen-koldkrigsfilm var direkte affødt af Reagans armlægningskonkurrence af et præsidentskab, er Jack Bauer og serien ’24’ et produkt af Bush/post-9/11-æraen. En hemmelig agent, sat i verden til at bekæmpe terrorister for CTU (Counter-Terrorist Unit) – gerne muslimske ekstremister. En mand, der akkurat som Bush, var klar til at tilsidesætte alle konventioner og love for at redde USAs r…


Hvis det ikke var fordi, serien var så pokkers underholdende, ville den formodentlig være blevet begravet efter et par sæsoner af kritiske humanister (som mig selv) blandt Hollywoods venstreorienterede magtspillere.


Men i dag siger Jack Bauer undskyld. Mens dette skrives, ruller ’24:Redemption’ over skærmene i USA. Redemption betyder som bekendt bodsgang eller syndsforladelse – og den to timers tv-film (der naturligvis foregår i real-tid mellem kl. 15.00 og kl. 17.00) handler om en Jack Bauer, der gør bod. Men det ligner da ikke en mand, der er villig til at slå sin egen bror ihjel (som i sæson 6) for at fuldføre sin mission?


Men det kan sådan set være lige meget, når tiderne har ændret sig. Faktisk er alle forudsætningerne for en helt som Jack Bauer forsvundet: Tanken om en krig mod terror gik ned med Bush’ popularitet, så en helt, der kun er en helt, fordi han bekæmper terrorister med ublu midler, er ikke længere en helt i Obamas USA.


Så Hollywood gjorde, hvad Hollywood gør bedst: De tilpassede sig det nye marked. Og som formodentlig de eneste i Hollywood, fik holdet bag ’24’ faktisk medvind af den strejke, der sidste år lagde medieproduktionen i USA ned i næsten 4 måneder. Det betød nemlig, at produktionen af sæson 7 måtte indstilles. Skuffede fans af serien blev endnu mere skuffede, da de hørte, at seriens 7. sæson ville blive udskudt næsten et helt år, til januar 2009. Men det var der en årsag til. CTU var ikke længere en brugbar baggrund for Jack Bauers aktiviteter – for anti-terrorisme minder amerikanerne om en Bush-æra, de helst bare vil glemme. Så i sæson 7 skal CTU lukkes, og handlingen bliver eksporteret til Washington DC. Men hvordan hulen får man lukket CTU og placeret Jack Bauer på den østkysten, 6000 km væk fra Los Angeles, hvor han hidtil har huseret?


Jo, man laver en tv-film, der sætter plottet op. Og den foregår netop som USA indsætter en ny præsident, der har travlt med at gøre op med alt det gamle (lyder det bekendt?). Men da man allerede havde haft to sorte præsidenter i serien, var der naturligvis ikke andet at gøre end at indsætte en kvinde.


Jack Bauer er imidlertid i Afrika, i det fiktive land Sangala, hvor han arbejder på en skole i et forsøg på at finde sig selv og gøre bod for alle de forfærdelige ting, han har gjort. Men Sangalas oprørsstyrker er i gang med et kup, så netop i de to timer, hvor vi følger Bauer i ’24:Redemption’, kommer revolutionsstyrkerne forbi Jack Bauers skole som en del af et større raid, hvor de “rekrutterer” (kidnapper) børn til at blive børnesoldater i kampen mod det USA-venlige regime.


Hvad Bauer dog ikke ved, til at starte med, er at revolutionsstyrkerne søreme bliver bevæbnet med amerikanske penge, sendt afsted af en mystisk grå eminence, spillet af den i øvrigt åbent erklærede republikaner Jon Voight. Måske er det her også hans forsøg på bodsgang?


Den afgående præsident nægter at give militærstøtte til Sangalas siddende regering, som de har støttet tidligere (ligesom USA under Bush sr. nægtede det i Afghanistan, hvilket skabte Osama Bin Laden og Al-Qaeda) – og på nuværende tidspunkt ved vi ikke, om han har forbindelse til Jon Voight, men mon ikke? Derudover har ambassaden i Sangala fået besked på KUN at evakuere amerikanere – og FN er ikke til meget hjælp, tværtimod. Alt sammen en illustration af det USA, amerikanerne så gerne vil forlade, at de gav Obama en jordsskredssejr.


Med andre ord er 24-serien i gang med at forvandle sig sammen med resten af USA. Og det er helt ufatteligt godt set af folkene bag serien, at det er lykkedes for dem at lodde tidsånden på den måde. TV-serien har været undervejs i et år – sæt nu McCain havde vundet?


Men måske er det også et udtryk for, at seriens bagmænd ønsker at distancere sig fra seriens tidligere voldsomme og halvideologiske handling – deres egen “Redemption”? I hvert fald er filmen en kritik af børnesoldater og landminer, en kritik, de fleste kan være enige i. Og for at det ikke skal være løgn, er der givet gratis reklameplads til Human Rights Watch og Kiefer Sutherland dukker selv op og beder folk støtte MalariaNoMore.org, der slås for at bekæmpe malaria i Afrika. TV-serien er grovsponseret af Hyundai, og teleselskabet Sprint, der har leveret biler og telefonerne i serien – og det er MEGET tydeligt. De vil åbenbart gerne se, om noget af det godgørende kan smitte af på deres brands.


Således er selv Jack Bauer pludselig blevet humanist (med ret til at dræbe.)


Det er næsten for meget af det gode. Men det er jo også Hollywood.


P.S: Hvis du gerne vil se filmen før TV2 får taget sig sammen til at vise den, udkommer den faktisk allerede i morgen tirsdag på DVD her i USA (er udkommet nu, red), samt på den amerikanske udgave af iTunes Store. Så hvis du er en af de efterhånden mange danskere, der har adgang til de to måder at se film på, så god fornøjelse.


 








Morten Bay er cand.mag i medievidenskab og arbejder som journalist og new media-ekspert i Los Angeles.


Han er tidligere Chief Business Developer i Aller, hvor han var en af hovedkræfterne bag husets store online-relancering i 2008. Hans og Julie Ralunds bog ‘Generation Netværk’ om unge i netværkssamfundet fik Fremtidsprisen i 2008, og p.t. skriver han på en bog om netværksmennesket for Gyldendal.


Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.