Forside * Nyheder

Merete Eldrup: Redningsplan for TV 2 klar


TV 2 har nu udarbejdet sit udspil til, hvordan selskabet kan bringes på fode igen. Det oplyser adm. direktør Merete Eldrup til Journalisten.dk. Ifølge Merete Eldrup er TV 2’s bestyrelse færdige med udarbejdelsen af et omfattende katalog, som skal sandsynliggøre, at TV 2 kan komme ud af sit økonomiske morads og atter blive en sund forretning.


En plan, som EU-Kommissionen stillede krav om i sommer, da Kommissionen gik med til det midlertidige statslige redningslån på en halv mia. kr. for at hindre TV 2 i at gå konkurs.


“Vi har arbejdet hele sensommeren og efteråret med planen. Siden har Price Waterhouse kigget på vores tal og nu er analysen afleveret til Kulturministeriet,” siger Merete Eldrup til Journalisten.dk, og fortsætter: “Der kan selvfølgelig komme nye spørgsmål og ting op. Men vi er principielt færdige med vores katalog og har gjort det, vi synes, vi kunne gøre.”


 


Forslagene


Følgende forslag er således de væsentligste i redningsplanen for TV 2, som stationen har givet videre til ministerierne:



  • Et salg af hovedsædet i Odense. Det vil angiveligt nedbringe de årlige driftsudgifter med 60 mio. kr.
  • Salg af TV 2’s halvdel af Broadcast Service Danmark og dermed TV 2’s andel af sendenettet. Det vil formentlig kunne indbringe 500-600 mio. kr. Altså nok i sig selv til at betale af på det midlertidige lån staten bevilgede i sommer med accept fra EU-Kommissionen.
  • Stop for forpligtelsen til årligt at betale 68 mio. kr. til Filmstøtten.
  • Ja til reklamebreaks. Altså reklamer midt i spillefilm og/eller “naturlige” pauser i alle øvrige programmer – eksempelvis sportsudsendelser. Det vil dog højest kunne øge indtjeningen med et mindre beløb. Angiveligt under 100 mio. kr.
  • Indførelse af en abonnementsordning eller brugerbetaling via kabel-tv. Kravet om brugerbetaling kan udvides om et år, når det digitaliserede tv-sendenet erstatter det analoge tv-sendenet. Hermed vil TV 2 kunne opkræve flere hundrede millioner kr. årligt.
  • Eventuelt salg af niche-kanalerne, men det står ret lavt på TV 2’s liste.

 


Det videre forløb


Derudover har Merete Eldrup tidligere sagt til Journalisten.dk, at nye fyringer ikke er udelukket, men det er ikke en del af bruttokataloget, understreger hun i dag.


Hvor meget TV 2 samlet kan få ind på den langsigtede redningsplan ønsker hun ikke at oplyse.
Ligesom hun heller ikke tør spå om, hvad der politisk er muligt at få igennem.


“Det er nu overladt til politikerne,” siger Merete Eldrup, der tilføjer, “at alt stadig er i spil”.


Professor i medievidenskab ved Århus Universitet, Frands Mortensen, vurderer, at TV 2 har en stærk interessere i at male fanden på væggen for dermed at sikre sig de mest lempelige vilkår og sidenhen flest mulige penge i kassen.


“Når TV 2 siger, at man står ude på kanten, og at man dør i morgen, hvis ikke, der gøres noget, så er det politisk taktik. Men der er også noget, der tyder på, at Merete Eldrup har ret. Når bankerne ikke tør give dem lån på kommercielle vilkår, så er det selvfølgelig fordi situationen er alvorlig,” siger Frands Mortensen.


 


Kilde: Journalisten.dk

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.