Selve showet d. 6. dec
Der er lagt op til en underholdende aften med ekstra dansk spænding, når DR2 transmitterer direkte fra overrækkelsen af de prestigefyldte europæiske filmpriser. Det sker den 6. december, hvor Danmark for første gang nogensinde er vært for the European Film Awards – Europas svar på amerikanernes Oscar.
Det store prisshow finder sted i Forum i København og sendes i 42 forskellige lande. Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er blandt de prominente gæster, der også tæller statsminister Anders Fogh Rasmussen foruden filmfolk fra ind- og udland.
DR?s Mikael Bertelsen, den krøllede hjerne bag DR2-programmer som ?Den 11. time? og ?De uaktuelle nyheder?, er prisshowets vært. Det bliver næppe kedeligt, for Bertelsen er kendt for sin evne til at gribe øjeblikket og give plads til det spontane. Med sig på scenen i Forum får han DR Big Bandet, som under ledelse af Chris Minh Doky skal stå for aftenens musikalske underholdning.
Priserne
Der uddeles priser i 15 forskellige kategorier, og specielt kategorien bedste mandlige skuespiller er interessant set med danske øjne. Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt er nemlig sammen blevet nomineret til denne pris for deres præstationer i ?Flammen og Citronen?.
Samtidig står det allerede nu klart, at Dogme-brødrene Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring modtager prisen European Achievement in World Cinema 2008 for Dogme-bevægelsens store betydning for filmen internationalt.
Det er også allerede offentliggjort, at den engelske skuespiller Judi Dench vil modtage en Lifetime Achievement Award for en lang og flot karriere.
DR2 sender
I DR2?s studie sidder P1?s filmmagasin Filmlands vært Per Juul Carlsen og Smagsdommernes Adrian Hughes klar til at guide seerne godt igennem aftenen.
Transmissionen begynder kl. 20.00, hvor DR2 sender højdepunkter fra de festklædte gæsters ankomst ad den røde løber. Og kl. 20.05 er seerne med på forreste parket, når det går løs med direkte transmission fra den store prisfest.
DR fejrer europæisk film
I ugen op til prisshowet fejrer DR den europæiske film med en lang række forskellige tiltag på tv, i radioen, på nettet og i biografer rundt omkring i landet.
I København inviterer DR i samarbejde med EFA08 ApS (Det europæiske Filmakadamis danske partner) de filminteresserede i biografen, hvor man kan opleve en lang række af de film, der dyster om årets europæiske priser. I provinsen inviterer P4 lytterne med i den lokale biograf til en europæisk filmklassiker.
DR og Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft indbyder til europæisk filmgalla-weekend, DR1?s Aftenshowet inviterer forskellige filmpersonligheder i studiet, mens kulturprogrammer fra Filmland på P1 til Kulturguiden på DR2 sætter spot på forskellige aspekter af den europæiske film.
På DR2 kan man opleve prisvinderen Judi Dench i Stephen Frears? muntre og skarpe komediedrama ?Mrs. Henderson præsenterer?, der vises på dansk tv for første gang. Dench blev nomineret til en Oscar for sin præstation som den excentriske enke Laura Henderson, der skabte sensation i 1937, da hun genåbnede et gammelt teater i Londons West End og fandt et juridisk hul, der gjorde det muligt at bruge nøgne modeller på scenen.
DR2 viser også den italienske mesterinstruktør Federico Fellinis drømmeagtige drama ?8½? med Marcello Mastroianni som filminstruktør i krise. En vaskeægte klassiker, der regnes som en af verdens bedste film. Filmen, der er fra 1963, modtog en lang række priser, deriblandt en Oscar og en Bodil. DR2?s seere kan også opleve det italienske romantiske drama Malèna, mens DR1 viser Jannik Johansens krimikomedie Rembrandt med Lars Brygmann og Jakob Cedergren.
Læs også om de forskellige tiltag i filmugen og om de nominerede film på www.dr.dk/filmuge.
Og læs mere om European Film Awards 2008 på www.europeanfilmawards.dk.
Kilde: DR