Tryk på billedet for flere billeder – incl. billeder af fjernbetjeningen.
Pioneer vil inden så længe annoncere flere nye modeller for det europæriske marked. Det er kombinerede harddisk- og DVD-optagere. De hedder DVR-433H, DVR-530H og DVR-630H, og byder på en række nyheder. Modellerne leveres fra juni måned.
- 433H: DVD-R (16x), DVD-RW (6x), DVD-R Dual Layer og harddisk (80 GB)
- 530H: DVD-R (16x), DVD-RW (6x), DVD-R Dual Layer og harddisk (160 GB)
- 630H: DVD-R (16x), DVD-RW (6x), DVD-R Dual Layer og harddisk (250 GB)
Recordere.dk byder her på en detaljeret gennemgang.
Tryk på billedet for flere billeder – incl. billeder af fjernbetjeningen.
“Lillebror”
Den mindste model, DVR-433H, skilder sig lidt ud fra de andre.
Det bliver nemlig den første recorder fra Pioneer som leveres både i farverne sølv og sort (de andre har kun været sølv).
Derudover byder den på en ny front, hvor menuerne kan styres direkte uden fjernbetjening. Selve fjernbetjeningen er også blevet en del forenklet, sammenlignet med både tidligere modeller og de to “større brødre” omtalt her.
Første DVD-R dual layer optagere
De nye Pioneer modeller bliver de første på markedet med understøttelse af det nye DVD-R Dual Layer format. Ligesom med DVD+R Double Layer kan der gemmes ca. 3 timer og 40 minutters optagelse i SP (standard) kvalitet (mod 2 timer på en enkeltlags DVD).
Bedre optage kvalitet
En nyudviklet teknik giver højere optage kvalitet og længere optage tider, både på harddisk og DVD.
Det er en nyudviklet MPEG encoder, som sikrer at der på de nye modeller kan optages længere tid, uden at gå på kompromis med opløsningen. Den fulde TV-opløsning på 720×576 punkter bevares nu i helt op til 3,5 timer på en almindelig enkelt-lags DVD. Det er en forbedring på mere end 1 time. Og det betyder at enkelt-lags DVD’er nu også kan benyttes til at gemme helaftens film, i en synlig bedre kvalitet end tidligere.
Dem der optager meget på harddisk kan glæde sig over en ny optage kvalitet kaldet XP+, som giver 1,5 gange højere bitrate (15 Mbit/s). Bemærk dog at DVD’er kun kan indeholde MPEG signaler med en bitrate på op til 10 Mbit/s, hvorfor den nye kvalitet kun benyttes ved optagelser på harddisk. I forbindelsen med introduktionen af XP+ har næstbedste optage kvalitet skiftet navn fra FINE til XP.
I alt er der 7 faste optage kvaliteter i de nye modeller. XP+ (kun harddisk), og på både harddisk og DVD kan benyttes XP, SP, LP, EP, SLP og SEP. Men derudover tilbyder Pioneer modellerne også timer-optagelser i variabel kvalitet af 32 trin, samt valgfri personlig kvalitet i samme antal trin. Vi har lavet et skema over alle optage kvaliteter, hvor der kan sammenlignes med tv-opløsninger, varigheder og ikke mindst se forskellen til de tidligere modeller (520H/720H). Se link.
Mulighed for bedre lyd
En ny optage kvalitet kaldet LPCM giver bedre valg af lydkvalitet på optagelserne. Ved LPCM er billedekvaliteten og varigheden den samme som ved XP (1 time på DVD), men lyden optages i fuld CD-kvalitet.
Normalt anvendes Dolby Digital ved optagelser på harddisk og DVD. Dolby Digital er god lyd til det meste, men det er et komprimeret lydformat ala MP3, som ikke giver nær samme kvalitet som f.eks. CD-pladerne. Tidligere Pioneer modeller tilbød CD lydkvalitet automatisk ved optagelser i FINE, men med de nye modeller er der nu valgmulighed imellem XP (Dolby Digital lyd) og LPCM (ukomprimeret lyd i CD kvalitet).
Indspil på harddisken på to måder
Indenfor DVD verdenen eksisterer to metoder til optagelser, den ene hedder Video mode og svarer til de købte DVD-film. Så DVD skiver optaget i Video mode kan normalt afspilles i almindelige DVD afspillere. Et andet format kaldes VR mode, og giver bedre muligheder for redigering, mulighed for adskilte lydspor og andet.
Kendere vil vide at DVD-RW kan indspilles som enten Video mode eller VR mode, og nu tilbyder Pioneer samme mulighed for optagelser på harddisk. Hvor de tidligere modeller altid optog i Video mode på harddisk, så kan man også vælge VR mode i de nye modeller.
VR mode optagelser på harddisk giver mulighed for to-kanals lyd, hvor der optages to mono lydspor istedet for et stereo. Dette benyttes ikke så meget herhjemme, men i lande som eftersynkroniserer lyden bruges de 2 lydspor til at udsende både synkroniseret lyd og original lyd. VR mode giver også flere kvaliteter indenfor billede-opløsning.
Til gengæld vil det være slut med hurtig kopiering til DVD (highspeed copy) hvis man vælger at bruge den nye VR mode. Video mode ON er den eksisterende, og Video mode OFF er den nye.
CD jukebox på harddisk
Læg alle dine CD plader over på hardddisken, og benyt den helt nye jukebox til at afspille dem. Jukebox funktionen kan rumme hele 999 CD-plader. Albums og titler kan navngives, og kan placeres i genrer.
Overførslen sker i realtime.
Kopiering
Der er flere nyheder indenfor kopiering, fra harddisk til DVD.
Før en kopiering til DVD laves en copy list, en liste over hvad der skal kopieres og i hvilken rækkefølge. I de nye modeller kan man have flere copy lists liggende. Copy list funktionen kan nu også udføre funktioner som samling (combine) og deling (divide) af titler.
Finalize er blevet nemt, det er nu en valgmulighed før man starter selve kopieringen.
De nye modeller er blevet lidt hurtigere til at kopiere. Der understøttes nu 16x DVD-R og 6x DVD-RW, og under optimale forhold kopieres tider som vist i skemaet nedenfor (tiden afhænger af hvilken kvalitet man optager i).
Tryk på skemaet for flere tider.
GuidePlus+ og NexTView
Pioneers nye modeller understøtter den nyere europæriske EPG (elektronisk TV-guide) kaldet Guideplus+. Desværre kan GuidePlus+ ikke benyttes i Skandinavien, på nær for de få heldige som har parabolantenner der peger mod tyske satelliter der sender tv-kanaler som f.eks. den tyske udgave af Eurosport.
Men også NextView understøttes. Det er et system som flere nyere TV-modtagere har indbygget, for nem programmering af video og DVD-optager via Tekst-TV. Så har dit TV NextView kan du få glæde af det med disse recordere.
Ny disknavigator
Der er en ny opdateret disk navigator i de nye modeller.
Betjeningen er gjort endnu nemmere, og de enkelte optagelser er nu kategoriseret i lister som kan sorteres på flere måder. Sorter efter dato, enten med nyeste eller ældste øverst, eller sorter efter hvilke optagelser der ikke er set.
Der er stadig mulighed for at se små videoclip i listen (moving thumbnails) som Pioneer var de første med.
Tilslutninger
Pioneer tilbyder nu en component udgang med progressive scan.
Der er en ekstra AV indgang bagpå, for tilslutning af video, s-video og analog stereolyd.
En G-link port bagpå giver mulighed for styring af eks. en satellit modtager via GuidePlus+ (for dem som kan bruge det, se ovenfor).
Der er ingen HDMI på disse modeller.
Andet
Farer du let vild i menuerne? En ny onscreen hjælp leder dig igennem funktionerne.
Harddisken kan nu defragmenteres efter behov. Der kommer en advarsel når tid er.
Pris og levering
Alle de nye modeller forventes til landet i juni måned og de vejledende priser bliver:
- DVR-433H – kr. 4999,-
- DVR-530H – kr. 5999,-
- DVR-630H – kr. 6999,-
Deltag i debatten om de nye modeller i forummet