Thomson Scenium DTH 7500E er en harddisk recorder med DVD afspiller og et væld af smarte finesser. Vi har lånt en Thomson Scenium DTH 7500E harddisk recorder af Godpris.dk. Den har været på testbænken en lille måneds tid og jeg tror jeg har været alle finesser igennem. Thomson kalder det en ‘Digital Media Recorder’, DMR og det er da også et imponerende digitalt medie center. Klik her for at se skærmbilleder Installation Under testen var recorderen tilsluttet fjernsynet via S-Video kabel, stereo anlæg via phonokabler, TeleDanmark Hybridnet antenne og 230 volt. Mere skal der ikke til, men der er også mulighed for tilslutning via Scart stik og tilslutning til satellit receiver, videobåndoptager, DVD Recorder mm. er muligt. Når Recorderen starter op kommer man ind i en overskuelig menu med Setup som et fornuftigt første valg. Installationen søger automatisk efter alle TV kanaler, og undervejs bliver man spurgt om hvor i verden man bor og hvilket sprog man ønsker menuerne på. Det er muligt og let at omplacere de fundne TV stationer og da tuneren er særdeles følsom blev der fundet et par stationer for meget (dubletter i dårlig kvalitet) så de blev slettet. Jeg ville hurtigt i gang med Recorderen så jeg sprang NaviClick opsætningen over. Det skal du ikke gøre! NaviClick er genialt! Design Vurdering af et apparats design er altid en smagssag, men designet af harddisk recorderen er yderst stilfuldt. De nederste 2/3-dele af fronten er et stort gyldent spejl, der samtidig rummer det store display. Det ser kanon godt ud og billedet her i artiklen yder slet ikke recorderen retfærdighed! Jeg har taget billedet af fronten med en lille vinkel, så bordpladen spejles i fronten (og så jeg ikke selv kom med på billederne), men den skal ses!
På bagsiden finder man et væld af stik. Der er antenne ind og ud (dette er en af de få DVD afspillere der kan vise DVD’er på et TV uden video indgang), video- og lyd ind og ud via phone, Scart (2 stk) og S-Video (den bedste kvalitet) stik. Der er også digital lyd ud (optisk og coaxial) stik. Et særligt G-Link kan videre sende signal fra Recorderen til en Satellit modtager.
NaviClick NaviClick er en genial timer programmerings mulighed. Harddisk recorderen har ikke Tekst-tv men henter alligevel en del informationer fra Tekst-tv, fx dagens program oversigt og automatisk opdatering af uret. Når man ønsker at optage et TV program vælger man TV kanalen og NaviClick og får dagens programoversigt frem på skærmen. Man ruller ned til det valgte program og trykker OK og så er timeren programmeret! Genialt! Det er muligt at ændre i indstillingerne, hvis man ønsker det, men det er på ingen måde nødvendigt. Der er VPS/PDC understøttelse hvis programmet skulle blive forsinket. Modsat videobåndoptagere skal man ikke bekymre sig om hvor der bliver optaget. Det ordner harddisken selv og det oplyses altid hvor meget tid der er tilbage. Man kan vælge 4 optage modes, hvor mode 1 er den bedste kvalitet og fylder mest på harddisken. Mode 2 er normal god optage kvalitet og mode 3 svarer nogenlunde til VHS. Mode 4 er en plads besparende mulighed hvor billedkvaliteten har mindre betydning. I mode 1 er der plads til 20 timer på harddisken, i mode 2 40 timer, i mode 3 60 timer og endelig 120 timer i mode 4. Det er muligt at lave nogle optagelser i mode 1, andre i mode 2 eller 3 og resten i mode 4 og dermed økonomisere med pladsen efter kvalitets behov. Manuel timer programmering er naturligvis også muligt, da det jo heller ikke er alle TV stationer der har tekst-tv og dermed heller ikke udsender NaviClick informationen. Som alle andre steder i menuerne er det legende let. Det er selvfølgelig også muligt selv at starte en optagelse og gør man det lagres programmet med den titel det har i NaviClick oversigten eller kanal nummer og tid, så man kan altid huske hvad det er for et program. Recorderen kan sagtens bruges selv om timeren er sat til. Skal en timer optagelse starte stopper al anden aktivitet i mens optagelsen foretages. Billed- og lydkvalitet En afgørende faktor for harddisk recorderen er billedkvaliteten og her svigter Thomson DTH 7500E ikke. Som allerede nævnt er tuneren særdeles følsom og fanger alle stationer i antennekablet. Billedkvaliteten er rigtig god. Der er ingen interferensstriber eller skygger i billedet og benyttes bedste optagelses kvalitet er det ikke muligt at se forskel på før og efter optagelse! Kvaliteten her overgår de bedste Super-VHS videomaskiner med flere længder. I mode 2 er kvaliteten stadig god, men man begynder at kunne skimte MPEG encodningens svagheder med fx at lave en skygge til højre for en lodret linie. Ikke noget der generer hvis man ikke sidder og kikker efter det. Mode 3 kan benyttes, men man vil nok kun benytte det til TV-Aviser og lignende og mode 4 vil man nok slet ikke bruge. Harddisk recorderen har Pause Live TV funktion, hvor man kan forsinke det direkte TV signal med alt fra et enkelt sekund og op til halvanden time. Bliver der sendt to håndbold kampe samtidigt, kan du se den ene på dit TV og lade harddisk recorderen forsinke den anden, hvis du da ikke vælger at optage den. Det virker fortrinligt. Harddisk recorderen er stille men ikke helt støjfri. Man kan høre en svag summen fra harddisken og en lille blæser bag på recorderen. Støjen lukker ned når Recorderen sættes på Standby, men sjovt nok kan støjen forekomme langt tid efter Recorderen er sat på Standby. Afspilning fra harddisken sker ligeledes via menu funktionen. Man kan vælge via program titler, men programmet vises automatisk i et mini billede når man placere menu bjælken på programtitlen. Her kan man også sletter programtitler man ikke længere ønsker. Det er ikke muligt at editere i programmerne og fx klippe slutningen af hvis man har optaget for meget. På dette punkt skuffer Recorderen lidt. Afspilning kan ske i 6 forskellige hastigheder og der er billedzoom funktion med 4 niveauer og det er beskrevet herunder. Lydkvaliteten er ligesom billedkvaliteten i top. Lyden bliver optaget i Dolby Digital og det borger jo for kvalitet. Den er selvfølgelig i stereo. (Mange mindre harddisk recordere optager kun i mono). Under afspilning er der en Surround Sound simulerings mulighed, hvis man ikke har et Surround anlæg. CD og DVD afspilning Recorderen har som nævnt også et kombineret CD og DVD drev. Ved afspilning af CD’er og DVD’er er det helt støjfrit. Den svage snurren fra harddisken og blæseren høres, men drevet høres ikke. Det har ‘arvet’ to gode funktioner fra harddisk afspilningen, nemlig zoom funktionen og high speed funktionen. Zoomen tillader 1,5x, 2x og 4x forstørrelse af billedet. 1,5x og 2x kan godt bruges, men billedkvaliteten på 4x er dårlig. Det skyldes DVD formatet og ikke DVD drevet. High speed afspilningen imponerer stort! Discen kan afspilles med 3x, 6x, 15x, 30x og sågar 60 gange normal hastighed og det såvel fremad som baglæns! Og der er hele tiden støjfrit billede på skærmen! Jeg troede ikke på, at det kunne lade sig gøre, så en test måtte laves. ‘Nuns on the Run’ varer 90 minutter, så afspillet med 60x hastighed skulle den kunne ses på 90 sekunder, og det kunne den! Helt imponerende. Den høje hastighed frembringes elektronisk, så drevet er totalt tavst selv under den høje hastighed. Et computer DVD-drev kan normalt afspille med 16x og lyder da som et jumbo jet, men harddisk recorderens DVD-drev klarer altså 60x støjfrit og med fejlfrit billede, og det uanset om jeg gav den en presset DVD, en DVD±R eller en DVD±RW. CD-R/RW plader med VideoCD og SuperVideoCD afspilles også uden problemer, ligesom Jpeg billeder og MP3 musik kan afspilles fra CD, men ikke DVD. De kan også kopieres over til harddisken fra CD’en eller de kan kopieres ind via USB indgangen i fronten. De kan gemmes i mapper og der er Random visning/afspilning. DVD drevet kan gøres regionsfrit med en simpel taste kombination. Åben skuffen, vælg Options i menuen og tryk 8, 2, 1, 3, 9 og OK og så er Recorderen regionsfri! UPS der røg den hemmelighed 🙂 CD og DVD afspille funktionerne betjenes af de samme taster som harddisk afspilningen, så det kan ikke være nemmere og igen kan tasterne på fronten benyttes, hvis man ønsker det. Lyd og billede kvalitet er igen i top. Den afspiller ikke DVD-Audio, men det er heller ikke rimeligt at forlange her (CD-sporet på DVD-Audio disc afspilles fint). Det er ikke muligt at bruge harddisk funktioner og DVD funktioner samtidigt. Det er altså ikke muligt at optage en DVD på harddisken. Recorderen kan optage ikke kopibeskyttede videobånd via video in, så man kan have et helt videobibliotek liggende på harddisken. Vil man bruge halvdelen af harddisken til det er der plads til ca 20 film. Harddisk recorderen har været et særdeles behageligt bekendtskab og jeg kommer til at savne den, nu da den skal leveres tilbage. Den er perfekt til mange situationer og kan nemt afløse familiens video. Eneste minus er at man ikke umiddelbart kan tage optagelser med ind til naboen. Man kan dog overspille dem til video eller til en DVD recorder og så tage dem med. En stor tak til GodPris.dk for udlån af apparatet til denne anmeldelse. Klik her for at se skærmbilleder Bedømmelse
Positivt: + Super nem timer programmering med NaviClick + Nem timer programmering i øvrigt + God billedkvalitet + God lydkvalitet + God plads på harddisken + Super High speed spoling med billede + Zoom funktion + Afspiller næsten alle skiver og formater + Afspiller fra USB Memory Sticks + Mange tilslutnings muligheder Negativt: – Dårlig fjernbetjening – Støjer lidt fra harddisk og blæser – Ingen redigerings funktioner – Ikke muligt at gemme de optagne programmer på andre medier |
Annonce: