Forside * Nyheder

YouTube Music snupper Spotifys Hip-Hop-ekspert

-

Krigen mellem music-streamingtjenesterne handler i den grad også om rekruttering af de rette talenter.

Google har senest kastet sig ind på markedet med lanceringen af YouTube Music, der på sigt både skal erstatte Google Play Music og YouTube Reds musik-del.

Annonce:

I den forbindelse har de nu kapret en person, der ellers har stået for at bringe rigtig mange Hip-Hop-fans ind på Spotify.

Det er Tuma Basa, der ifølge Billboard nu ikke længere vil arbejde for Spotify, men i stedet bliver YouTube Musics hovedmand, når det gælder musik under Urban-genreparaplyen, der omfatter Hip-Hop, R’n’B med mere.

Tuma Basa har ellers stået for kurateringen af en af Spotifys allermest populære playlister, RapCaviar, og har ad denne vej været med til at bringe nye kunstnere i genren ud til folket. Samtidigt har RapCaviar været stedet, hvor man kunne finde både nye hits og klassikere indenfor Hip-Hop og altid kunne følge med i, hvad der sker på rap-fronten.

Det har fået flere end 9 millioner Spotify-brugere til at følge playlisten fast, og det vil nu vise sig, om Spotify kan fastholde disse brugere, eller om Tuma Basas indflydelse får dem (eller nogle af dem) til at rykker over på YouTube Music.

Spotify har dog selv været ud med nettet. I april lykkedes det dem at rekruttere Apples Hip-Hop-chef, hvilket måske også har været med til at få Tuma Basa til at skifte hold – når han nu ikke kunne få denne post.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.