Silicon Valley idag har ikke de samme værdier, som Silicon Valley havde oprindeligt. Det er Googles seneste etiske kriser et godt eksempel på, mener skribenten i denne klumme.
På et eller andet tidspunkt fra cirka slutningen af april til for lidt over en uge siden fjernede Google en af de ting fra deres ’Code of Conduct’, der havde vakt allermest opsigt igennem tiderne. Siden firmaet startede, har denne tekst, der skulle guide medarbejdernes og firmaets adfærd indeholdt ordene ”Don’t Be Evil”.
Det gør teksten ikke længere. Og det siger en hel masse om, hvor både Google og Silicon Valley befinder sig, rent værdimæssigt lige nu.
Da Silicon Valley fik sit tilnavn, var det fordi, området omkring San José blev hjemsted for en masse virksomheder, der lavede chips. Det begyndte for alvor, da de såkaldte ’otte forrædere’ forlod den lille virksomhed Shockley Semiconductor Laboratory og startede Fairchild-virksomheden. Det var et værdimæssigt, moralsk valg fra deres side. Blandt otte mænd var den ene af de to mænd, der krediteres for at have opfundet mikrochippen, Robert Noyce, og Gordon Moore, der formulerede Moore’s lov. De var unge og slet ikke klar til at indordne sig under det hierarkiske system hos Shockley, for slet ikke at tale om den mangel på innovationskraft, der karakteriserede det firma.
Så de forlod virksomheden og dannede i stedet Fairchild Semiconductor, hvor den moderne mikroprocessor blev udviklet under Robert Noyces ledelse. Hos Texas Instruments havde Jack Kilby uafhængigt af Noyce også opfundet et integreret kredsløb, men USAs computerfirmaer foretrak Fairchilds chip af tekniske årsager. Fairchild eksploderede i løbet af tresserne og voksede fra 12 til 12.000 medarbejdere i løbet af ganske få år, efterhånden som computere vandt indpas i virksomheder og offentlige organisationer og behovet for chips blev større.
Fairchilds virksomhedskultur var meget anderledes end resten af USAs var på det tidspunkt. Noyces ledelsstil var afslappet og uhierarkisk, og han gjorde et stort nummer ud af at lade folk være kreative, give dem en sandkasse at lege i for at fremme innovationskraften i virksomheden. Målet var først og fremmest at udvikle teknologien og lave en god forretning på det. Der var ikke den samme fokus på at lave penge til aktionærerne, som begyndte at dominere amerikansk virksomhedskultur efter 1980 og Reagans tiltrædelse som præsident.
Sammen med Stanford University, tilstedeværelsen af Hewlett-Packard og at NASA valgte at åbne et forskningscenter i området skabte Fairchild Semiconductor grundlaget for det, vi idag kender som Silicon Valley. Kommunikations- og teknologihistorikeren Fred Turner fra Stanford har dokumenteret, hvordan Silicon Valleys oprindelige værdier har rødder i tressernes modkultur-bevægelse og indflydelsen fra hippierne oppe i San Francisco. Man ville gerne gøre verden til et bedre sted. Men de tidlige Silicon Valley-virksomheder vidste godt, at det ikke var deres teknologi, der kom til at gøre det – men derimod, hvad folk brugte den til. De håbede og støttede naturligvis, at folk ville bruge teknologien til at gøre en positiv indsats for verden – men havde ikke forhåbninger om, at selve teknologien ville kunne gøre det.
Ved begrebet ”teknologisk determinisme” forstår akademikere, der arbejder med teknologiens rolle i samfundet, når teknologien i sig selv bestemmer og driver udviklingen i samfundet og menneskets forståelse af sig selv, i stedet for vice versa. Altså, at det er teknologiens udvikling, der skaber samfundet, ikke samfundet, der udvikler teknologien. Jeg er ikke tilhænger af teknologisk determinisme. Jeg mener helt klart, vi udvikler den teknologi, vi har behov for, og at det er vores udvikling som mennesker, der bestemmer, hvilken teknologi, der bliver produceret.
Et af mine yndlingseksempler er Internet og sociale medier. Mennesket har altid haft et behov for at kommunikere, for vi er sociale dyr. Så snart det blev teknisk muligt at forbinde computere med hinanden, begyndte vi nærmest med det samme at bruge dem til at kommunikere med. De første e-mails og online chatbeskeder begyndte at flyde kort efter ARPANET gik i luften 29. oktober 1969 som det første netværk, der koblede forskellige typer computere sammen.
Fairchild Semiconductor og de andre Silicon Valley-virksomheder i tresserne var ikke drevet af teknologisk determinisme. De udviklede teknologien uden at kende til de myriader af anvendelsesmuligheder, den havde og ville komme til at få. For slet ikke at tale om de sociale vilkår, teknologien ville komme til at skabe. De havde øjnene på bolden: At lave billigere, mindre og bedre mikrochips. Eller sagt på en anden måde – de var ikke så arrogante, at de var drevet af tanken om at deres skaberværk kunne ændre verden fuldkommen. De var fokuserede på at gøre tingene ordentligt, inklusive at udvikle en god virksomhedskultur.
Robert Noyce og Gordon Moore startede som nævnt Fairchild Semiconductor sammen med otte venner og kolleger, samt nogle få mennesker ude fra resten af industrien, fordi de ikke brød sig om den gammeldags, nærmest militaristiske måde, Shockley Semiconductor Laboratories blev kørt på. Det siger meget om de to herrer, at da Fairchild Semiconductor blev så stor en virksomhed, at et strammere hierarki og en hårdere virksomhedskultur blev nødvendig, skred Noyce og Moore. I 1968 stiftede de Intel.
Siden er Silicon Valley naturligvis blevet noget ganske andet. Der er stadig en masse pionérånd, men skiftet til ledelse med fokus på aktionær- og investor-udbytter i 1980’erne på tværs af den vestlige verdensøkonomi, samt eksplosionen i de pengebeløb, man kan få ud af at arbejde med tech, har gjort det svært at fastholde de gamle værdier. De unge amerikanere, typisk mænd, der kommer ud af erhvervs- og business-uddannelserne nu, tager ikke pr. automatik til Wall Street for at blive rige, sådan som de gjorde før. Nu tager en stor del af dem vestpå til Silicon Valley, udelukkende med det formål at tjene en masse penge.
Det må de naturligvis selv om, men det har været med til at skabe en ”brogrammer”-kultur og et værdisæt, der er meget langt fra, hvad Silicon Valley oprindeligt var. For os, der har fulgt udviklingen der siden 1980’erne, er det ret trist at observere.
Og det bringer os tilbage til Google.
Tech-giganten har været i en del etisk uføre på det seneste. Der har hele tiden været problemer med firmaets indsamling og behandling af private informationer og data og muligheden for at overvåge alle, der på en eller anden måde bruger firmaets produkter. Deres nær-monopol-agtige status på såvel søgning som smartphones er problematisk, hvilket er grunden til at Margrethe Vestager går så meget til dem på vegne af EU (og hvis du ikke tror, Android er et tæt på at være et monopol, så kig lige ud over Danmarks grænser…ifølge Gartner sad Android på 86% af verdensmarkedet i 2017).
Men de seneste to sager omkring Google Duplex og Project Maven er måske nok, hvad der har fået Google til at fjerne”Don’t Be Evil” fra deres Code of Conduct. Duplex, som du formentlig har hørt om, er den Assistant-teknologi, der via Googles centrale servere kan ringe folk op og overbevisende lade som om, den er et menneske, uden at meddele modtageren om, at vedkommende taler med en robot. Modtageren af opkaldet har ikke mulighed for at vælge ikke at ville tale med maskiner, og Google fortæller heller ikke, at telefonopkaldet bliver optaget, hvilket er et brud på privatlivets fred. Der opstod en del ballade omkring det, og nærværende skribent har også harceleret over det i amerikanske medier. Heldigvis har Google nu anerkendt behovet for, at Duplex identificerer sig, når den ringer til folk, så de har en chance for at knalde røret på.
Project Maven er derimod Googles leverance af kunstig intelligens til angrebsdroner. Man kan diskutere, hvorvidt private tech-virksomheder skal levere teknologi til krigsførelse, men det har der i det mindste været en lang tradition for i USAs historie siden 2. verdenskrig. Problemet, akkurat som i Duplex-eksemplet, er at Google har glemt at give folk et valg. Adskillige Google-medarbejdere har sagt op, fordi de (efter gamle Silicon Valley-værdier) ikke har lyst til at udvikle teknologi med det deciderede formål at slå ihjel – heller ikke, hvis de kun arbejder på en lille del af det, der måske også kan bruges til noget andet.
Det er også problematisk, at vi, der bruger Google, hver dag bidrager til træning af kunstige intelligenser og en ophobning af viden hos Google, der kan bruges til krigsformål. Personligt er jeg faktisk ret stor fan af at lade det amerikanske militær betale for udvikling af teknologi, så længe denne også kan bruges civilt. Det har foreløbigt givet os Internet, kunstig intelligens, computere, der ikke fylder et helt lokale, selvstyrende biler, virtuelle assistenter, GPS og meget andet, vi ikke rigtig kan undvære længere.
Men jeg synes på den anden side også, det er rimeligt, at Google er åbne omkring, hvad de data, de indhenter fra os bruges til. Jeg er temmelig sikker på, at mange vil protestere imod at deres personlige data indsamles og måske kan bruges som træningsdata til kunstige intelligenser, der i sidste ende bruges til blodige droneangreb i mellemøsten.
Det er meget svært at definere ondskab. Terrorister med opbakning fra Islamisk Stat synes jo, vi er lige så onde, som vi synes, de er. Måske er det derfor, Google har valgt at droppe ”Don’t Be Evil” – det er simpelthen for svært at vide, hvad man skal lade være med.
Det er derfor, der er behov for mere forskning i etik i teknologien. Det er en af mine forskningsinteresser i mit andet job som akademiker, når jeg ikke leger tech-journalist. Men Google kunne jo starte med at tone rent flag, hver gang de gør noget og informere folk ordentligt, i stedet for at udsætte mennesker for eksperimenter med kunstige intelligens-telefonopkald uden at spørge først. Eller bruge data fra brugerne til militære formål uden at spørge først.
Det er da én måde at være mindre ”evil” på.
