Forside * Nyheder

AI og Lens skal forbedre Google Photos og GMail

-
Kombinationen af AI, Lens og Photos betyder, at Google-brugere nu kan pege kameraet mod ting og få et “Style Match” med andre ting, der passer i stilen (Foto: Recordere).

Google satser hårdt på AI nu.

Det er et af hovedtemaerne under udviklerkonferencen Google I/O, der finder sted i Silicon Valley i disse dage.

Annonce:

Kunstig intelligens har altid været et indsatsområde for Google, men i år kommer vi forbrugere virkelig til at mærke det. Det vil vi blandt andet kunne på Google Photos og Gmail.

Førstnævnte får i højere grad adgang til at bruge Lens, den objekt-genkendelses-teknologi, som Google præsenterede på I/O sidste år.

Lens, der kommer til en række smartphones senere i år, kan allerede identificere forskellige objekter, du peger kameraet hen på. Fremover vil den dog også, sammen med Googles AI, kunne vise dig ting, der matcher, rent stilistisk. Således kan du f.eks. stå i IKEA og pege på en sofa med din smartphone og se, hvilke lamper, der passer til.

Endnu brugbar er Lens’ nye funktion, der kan genkende tekst, så du kan copy/paste fra et fysisk dokument og over i et dokument på din smartphone.

Når det gælder Photos-app’en, kan sammenkoblingen med AI anvendes til nogle ret interessante ting. For eksempel kan du farvelægge et gammelt sort/hvid-billede. Googles AI vil forsøge at gætte sig frem til, hvilke farver, virkeligheden havde på det gamle billede, ved at sammenligne med andre billeder og identificere ting som hud, græs, træ osv.

Photos vil fremover også komme med anbefalinger til, hvordan du kan redigere dit billede og gøre det bedre, og kan konvertere et hvilket som helst foto til en PDF-fil med et enkelt klik.

I Gmail kommer AI’en på banen med en slags auto-complete, hvor Gmail forsøger at gætte, hvad du gerne vil skrive, inden du gør det. Ligesom på smartphonen kan du vælge at tage imod anbefalingen eller lade være. I følge Google kommer det til alle Gmail-brugere inden måneden er omme, men om det også gælder det danske sprog, ved vi endnu ikke.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.