Forside * Featured

Pirat-tv aktion: Omfattende ransagninger og anholdelse

-
Foto: LG / Shutterstock.com. Illustration: recordere.dk

Der er foretaget ransagning i 28 husstande og formodet bagmand i pirat-tv ring er anholdt.

SØIK (Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) har som led i en omfattende aktion mod ulovligt pirat-tv foretaget ransagning af ialt 28 adresser.

Aktionen blev gennnemført i dag skete i samarbejde med Midt- og Vestjylland og Syd- og Sønderjylland samt Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center.

Annonce:

En 60-årig formodet bagmand fra Augustenborg på Als er blevet anholdt.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) står bag efterforskningen – og har med assistance fra politikredsene i Midt- og Vestjylland og Syd- og Sønderjylland samt Rigspolitiets Nationale Cybercrime Center i dag gennemført aktionen.

“Alt tyder på, at bagmanden har distribueret ulovligt tv til en lang række husstande. Nu skal efterforskningen vise, om han også har tjent penge på distributionen. Uanset hvad vil det få konsekvenser for både bagmand og brugere”, fortæller Michael Lichtenstein, fungerende vicepolitiinspektør i SØIK.

27 husstande har fået beslaglagt udstyr, som gør det muligt at se tv uden at betale den retmæssige udbyder, mens en bagmand blandt andet har fået beslaglagt en server.

Interesseorganisationen Nordic Content Protection anslår, at 50.000 personer ser ulovligt pirat-tv i Danmark.

Kriminaliteten sker typisk ved, at en bagmand køber adgang til en tv-pakke, hvorefter vedkommende ulovligt kopierer og distribuerer det tv-signal via internettet, som giver adgang til tv-kanalerne, fortæller SØIK.

“Bagmanden står over for en straffesag, mens brugerne kan se frem til bøder. Derudover kan de alle forvente et stort erstatningskrav fra tv-udbyderen”, fortæller Michael Lichtenstein.

Det er SØIK’s særlige IPR-gruppe (Intellectual Property Rights), der har stået for efterforskningen samt forberedelsen og udførelsen af dagens aktion.

 

Nogle af de beslaglagte dekoderbokse. Fopto: SØIK

 

FAKTA

Der er foretaget i alt 28 ransagninger i Midt- og Vestjylland samt Syd- og Sønderjyllands politikredse:

18 på Als – heraf 14 i Augustenborg
5 i området omkring Tinglev og Bylderup-Bov
1 i Toftlund
4 i Videbæk

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.