Fra 1. april accepterede Apple ikke længere opdateringer af apps til watchOS, der ikke er native apps.
Alle apps skal altså kunne køre alene på Apple Watch uden forbindelse til en iPhone. Men det er der en del populære apps, der slet ikke er klar til.
Stillet overfor valget mellem at udvikle en ny native app og ryge ud af Apple Watch-platformen har flere store firmaer valgt det sidste. Det gælder f.eks. Google Maps, samt eBays og Amazons apps.
Men den mest populære app, der har valgt at droppe smarturet, er Instagram.
Den seneste iOS-version af Instagram-app’en har simpelthen ikke Apple Watch-delen med, så efter endt opdatering er det ikke længere muligt at tjekke sit Instagram-feed på håndleddet med Apples smartur.
Instagram har ikke meldt noget ud om, hvorvidt der er en native app på vej, men Facebook Messenger har en native app, så det virker ikke som om, Instagrams ejer har problemer med at lave dem.