I et noget usædvanligt træk har skaberne af ’Westworld’ på HBO afsløret hele plottet for anden sæson.
Det skete i et AMA-interview (Ask Me Anything) på Reddit, hvor to af folkene bag serien, Lisa Joy og Jonathan Nolan, svarede på spørgsmål fra fans.
Under seancen tilbød de to at afsløre hele plottet i en sammenklippet video, hvis tilbuddet fik 1000 upvotes, altså at 1000 fans klikkede på Reddits svar på en ’Like’, der sender indlægget højere op på siden.
Det gjorde det, så Joy og Nolan postede videoen.
Vi har valgt ikke at sætte videoen ind herunder som vanligt, fordi en utilsigtet afspilning kunne afsløre noget for dem, der ikke vil vide noget. Fans, der gerne vil vide mere om, hvad sæsonen kommer til at indeholde, kan klikke her.
De to forklarede deres beslutning med, at mange folk får glæde ud af at bygge teorier og netop ikke vide, hvad der kommer til at foregå, mens andre godt kan lide at indtage en beskytter-rolle, der sikrer, at spoilere ikke bliver spredt. Det er en mekanisme, de har observeret på ’Game of Thrones’, hvor mange, der havde læst George R.R. Martins bøger, allerede vidste, hvem der ville dø hvornår og så videre.
Ud over, at de hjælper med at beskytte andre mod spoilere, har dem med baggrundsviden dog ofte ikke noget sted at gå hen og diskutere tingene, men det kan være nemmere at organisere, når alle ved, at der findes en mindre gruppe mennesker, der ved mere end de fleste. Disse kan så glæde sig til at se, hvordan de ting, de ved vil ske, rent faktisk udspiller sig.
Ved at give fans valget om de vil vide, hvad der sker eller ej, har skaberne bag Westworld således tilfredsstillet begge grupper og har muligvis skubbet Westworld-fans tættere sammen.
(Hvis du ikke skulle have opdaget det…så er der tale om en spøg fra de to skaberes side. Efter en kort reference til serien, dukker Rick Astley-klassikeren ‘Never Gonna Give You Up’ op – sunget af Evan Rachel Wood. Der er altså tale om en avanceret udgave af en såkaldt ‘Rickroll’…)