Det er nu blevet bekræftet, at det virkelig godt kan betale sig for Netflix og Amazon at poste milliarder af kroner i produktion af eksklusivt indhold til deres kanaler.
Det kommer næppe som nogen overraskelse, men vi har faktisk ikke haft bevis for det før nu, fordi firmaer som netop Netflix og Amazon kun sjældent afslører, hvad de forskellige videoer på tjenesterne har af seertal. Og firmaerne siger som slet ingenting om deres estimater af, hvilke serier eller film, der lokker flest nye medlemmer til. I princippet kan det derfor lige godt være indhold fra Hollywood-studierne i stedet for Netflix’ eller Amazons eget indhold, der er det bedste lokkemiddel.
Man kan jo sige, at firmaerne næppe ville øge deres investeringer i eksklusivt indhold, hvis strategien ikke resulterede i højere omsætning.
Men lækkede, interne dokumenter fra netop Amazon beviser nu endegyldigt, at indholdet i den grad er med til at lokke medlemmer til firmaets Prime Video-tjeneste.
Reuters, der har fået fat i dokumenterne, skriver at 1.15 millioner amerikanere tilmeldte sig tjenesten for at se en enkelt serie: ’The Man in the High Castle’ ifølge Amazons analyser. Hvis man ganger dette med det månedlige beløb, disse kunder betaler henover nogle måneder, kommer man hurtigt op på rigtig mange penge, og det er kun et spørgsmål om tid, før denne medlemsforøgelse har betalt for seriens produktion og markedsføring. ’The Grand Tour’ (bill.) hev endnu flere folk ind, nemlig 1,5 millioner nye kunder.
En anden overraskelse fra dokumenterne er, at det ser ud som om, det eksklusive indhold på tjenesterne sagtens kan følge med traditionelle serier på kabel-tv, rent seermæssigt. Første sæson af ’The Man in the High Castle’ blev set af omkring 8 millioner mennesker i USA. Det er mere, end hvad storhittet ’The Walking Dead’ hiver hjem for tiden på kabelkanalen AMC.
I alt skulle Amazon have omkring 26 millioner brugere.