
YouSee har sendt en opdatering ud til YouSee-boksene som vil vække glæde ved næste nedbrud.
YouSee har været plaget af nedbrud på de digitale tv-tjenester.
En gang i december og en gang mere i januar var – af forskellige årsager – problemer med at logge på tv-tjenesterne hos YouSee via web, app og tv-bokse.
Tændte tv-bokse kørte dog videre, men uden tjenester som guide, arkiv, start forfra mv. Selve kanalerne fra kabel-tv kunne vises – lige indtil det øjeblik hvor en genstart af tv-boksen blev nødvendig. For uden en login-tjeneste der kunne tv-boksene ikke starte op igen.
Det problem adresserer YouSee i seneste opdatering (v. 1.105.02) til tv-boksene fra Humax. En opdatering der er udsendt til tv-boksen YSR-2000 og den nye 4K-boks YS-4000 nu.
Her fortæller YouSee at tv-boksene nu kan genstartes uden at have forbindelse YouSees logon-servere.

En anden nyhed er at symboler og knapper til enkelt-optagelser og serie-optagelser nu er adskildt på programsiderne. Dermed undgås misforståelser om hvad der er valgt af optagelser.
