Dantax Radio har overtaget HiFi-producenten Gamut, der primært laver højttalere og forstærkere.
Efter nogle år med ‘svage resultater’, som det hedder i finansverdenen, der besluttede banken og bestyrelsen i HiFi-producenten Gamut, at afhænde selskabet.
Nu overtages selskabet af Dantax Radio.
Gamut er en dansk HiFi-producent med base i Årre ved Esbjerg. De har, ligesom Dantax, beskæftiget sig med udvikling, produktion og markedsføring af high-end produkter, primært forstærkere og højttalere.
Et møbel er det dog også blevet til. Gamut står også bag ‘hummerstolen’ (The Lobster Chair).
Dantax Radio har i den forbindelse ansat Gamuts Chef designer Benno Baun Meldgård, der ifølge Pandrup-firmaet er kendt som en af de allerbedste konstruktører i branchen.
“For Benno har det ligeledes været vigtigt, at Gamuts kunder ville kunne få fortsat support og service, og blandt aktiverne er der mange komponenter og reservedele, så denne del er nu også på plads”, fortæller Peter Bøgh Jensen, Direktør i Dantax Radio.
Dantax fortæller at Gamut blev overtaget for ‘et beskedent beløb’.