Den ny dansk-svenske thrillerserie til TV3 og Viaplay er i 10 afsnit og får premiere til februar.
Som børn var søskendeparret Frank (Alexander Karim) og Sarah (Marlin Buska) vidne til mordet på deres forældre. Efter den tragiske hændelse blev Frank sendt i familiepleje, mens Sarah blev boende hos mormor.
Flere år senere er Frank blevet en succesfuld advokat og arbejder på et af Sveriges førende advokatkontorer, der er drevet af den excentriske stjerneadvokat Svend-Erik Wiesén (Nicolaj Kopernikus), mens søsteren Sarah arbejder i politiet, har et barn fra et tidligere forhold og et skjult stofmisbrug, som hun prøver at få bugt med.
Sarah har aldrig sluppet mordet på deres forældre og har længe efterforsket sagen i det skjulte.
Frank prøver derimod at glemme det hele og har længe taget afstand til søsterens efterforskning, men da Sarah finder et tungtvejende bevis, kan ingen af dem ignorere de kolde fakta.
Dette bliver startskuddet på en lang og intens søgen efter deres forældres morder, hvilket bringer dem i forbindelse med gangsteren og klienten Thomas Waldman (Thomas Bo Larsen).
Galleri
Tilgængelighed
Advokaten har premiere på Viaplay og TV3 d. 28. februar 2018
Om Advokaten Thrillerserien, der består af ti afsnit, er efter idé af skaberen bag “Broen”, nemlig Hans Rosenfeldt (Broen) samt Jens Lapidus (Snabba Cash) og Michael Hjort (ALEX). På rollelisten ses desuden danske skuespillere som Thomas Bo Larsen, Nikolaj Kopernikus og Sarah Hjort Ditlevsen, Ellen Hillingsøe (Tinkas juleeventyr), Johannes Lassen (1864), Bjarne Henriksen (Badehotellet), Peder Pedersen (Gramsespektrum), Susanne Storm (Mercur), Ole Boisen (Den som dræber) og Andrea Vagn Jensen (Klassefesten). Serien er produceret af SF Studios. |