Ingen, udover Netflix selv, ved hvor mange seere tjenesten har. Det vil amerikansk tv-måler forsøge at løse.
Netflix og andre streamingtjenester holder kortene tæt til kroppen, når det handler om det faktiske forbrug – altså hvor mange seere er der til programmerne.
Tjenesterne vil gerne ud med hvor mange abonnenter de har, og ind imellem løfter de også sløret for hvilke streamingenheder der benyttes flest, eller hvilke tv-serier der hitter lige nu.
Men når det handler om forbrug, så er det ofte rent hemmelighedskræmmeri. Det vil Nielsen, den amerikanske pendent til TNS-Gallup, nu ændre på. Det skriver avisen The New York Times.
Nielsen laver amerikanske seermålinger for TV, og de har nu fundet en metode til at måle seertal på Netflix. De har nu taget en ny lydgenkendelse i brug i de husstande der benyttes til at lave seertalsmålingerne.
Lyden fra TV-apparaterne analyseres og når et program fra Netflix genkendes, så tælles seere på streaming. Senere udvides løsningen til andre amerikanske streamingtjenester som Amazon og Hulu.
Nielsens målinger er ikke offentlige men sælges til kunder som film- og tv-selskaber, der bruger oplysningerne som information til Netflix udbredelse og seertal. Kunder er selskaber som Walt Disney Company, Warner Bros., Lionsgate og NBC Universal.
Tallene i Nielsens seneste udvidede seermålinger indeholder dog kun forbruget via TV-apparaterne og ikke det øvrige forbrug af f.eks. Netflix fra computer, smartphone eller tablet.