Du kender måske Roku-boksene og deres HDMI-sticks som hardware, der faciliterer streaming.
Men nu kan det være, at Roku-navnet bliver kendt ud over deres hardware-løsninger. Ifølge Roku selv består 41 procent af firmaets indtægter af licensaftaler og reklamer. Firmaet tjener altså ikke alene penge på at sælge deres bokse, men også på at levere Roku-softwaren til indbygning i tv-modeller fra f.eks. TCL, Sharp og HiSense.
Derudover har Roku lavet deres egne streamingkanaler (heraf reklamefinansieringen), og har også åbnet platformen for de såkaldt ”hemmelige” kanaler, som brugerne selv sætter sammen – og som ikke altid er helt lovlige.
Disse Roku-features kan ifølge Variety være på vej til andre platforme. Angiveligt pønser Roku på at lave en app, der fungerer ligesom brugerfladen i Roku minus f.eks. Netflix og andre tredjepartstjenester. App’en skulle så levere alle de Roku-specifikke tilbud, man normalt skal have Roku-hardware for at få fingre i.
At dette skulle blive tilfældet – og et hint om en af de platforme, Roku-app’en i givet fald kommer til – understøttes af, at Roku for nylig har sat en jobannonce op, hvor de søger en iOS-udvikler.
Der findes dog allerede en remote-app til styring af Roku-hardware (bill.), men den nye app skulle altså kunne køre helt af sig selv