Vi har længe hørt rygter og set prototyper af smartphones med dobbeltskærme.
Disse er typisk sammenklappelige smartphones, der minder lidt om strømlinede versioner af Nintendo 3DS-spilkonsoller. Der er dog aldrig rigtig dukket nogle op, man kan købe.
Samsung skulle have lanceret én her i 2017 under kodenavnet ’Project Valley’, men det er foreløbig ikke sket. Visse observatører spekulerer på, om det er sidste års Note 7-skandale, der satte det projekt på køl.
I mellemtiden ser det nu ud som, kinesiske ZTE prøver med en dobbeltskærms-smartphone i stedet. Der er allerede gået rygter om, at firmaet sammen med AT&T vil forsøge at markedsføre en sådan telefon i USA under navnet Axon.
Og nu har Android Authority så fået fingre i dette spionfoto af en smartphone, der angiveligt hedder Axon M.
Smartphonen skulle kunne foldes helt ud, så den næsten er en tablet.
Hvis det er den samme smartphone, som Venturebeat og Evan Blass tidligere har rapporteret om, består den af to HD-skærme, der til sammen giver en 6,8 tommers skærm med 1920 x 2160 pixels opløsning i udfoldet tilstand.
Som man næsten kan sige selv, vil den være tykkere end andre smartphones i sammenfoldet tilstand, lige under en centimeter tyk ifølge rygterne. Den skulle have en Snapdragon 820-processor ombord, der dog kan lege med 4GB RAM, og der skulle sidde et enkelt 20 megapixels kamera på telefonen. Et 3120 mAh batteri leverer strømmen, og der er 32 GB lagerplads om bord.
Men alt dette er foreløbig spekulation. ZTE holder dog pressemøde i New York 17. oktober, så der finder vi nok ud af mere.