Los Angeles-firmaet Snap, der står bag det sociale medie Snapchat er gået i ledtog med NBC for at lave tv-serier direkte til den mobile platform.
NBC er en af USA’s ældste tv-institutioner, og sammen med Snap har de simpelthen startet et helt nyt produktionsselskab, der skal lave tv-serier til den lille skærm.
Snapchat har i de senere år haft en content-strategi, der blandt andet betyder, at man kan få nyheder og videoer ind i sin Snapchat-app efter forgodtbefindende, men meget tyder på, at Snaps ambitioner rækker ud over deres eget, sociale medie.
”Vi mener mobilen er et helt nyt medie”, siger Sean Mills, der er Snaps indholds-chef, til Variety. Han understreger, at den lille skærm forudsætter helt andre produktionsmetoder og genreformer end almindeligt tv, og at NBC og Snap derfor har skabt et studie, der udelukkende er fokuseret på disse.
Hvordan disse kommer til at se ud, ved vi endnu ikke, men de første produktioner fra det nye studie (der endnu ikke er navngivet) kan komme ud allerede i 2018.