Motorola har fundet en pudsig måde at tilføje Alexa til deres smartphones på.
Alexa er begyndt at dukke op på telefoner såsom HTCs U11, men det er ikke ligefrem fordi, man bare kan downloade en app på samme måde som man kan med f.eks. Cortana.
Så Lenovo og Motorola har taget det drastiske skridt at lave et helt særskilt Alexa-modul. Moto Z-telefonerne er blandt de få, der stadig holder fast i den modulære tanke, og derfor har de simpelthen lavet en smarthøjttaler med Alexa som modul.
Modulet er baseret på det højttalermodul, man allerede kan få til Moto Z, der hedder Soundboost 2, der som navnet antyder giver lyden i din smartphone et ekstra boost med en større højttaler.
Men nu kommer modulet altså med Alexa ombord under navnet Moto Smart Speaker with Amazon Alexa. Faktisk får modulet smartphonen til at ligne en Amazon Echo-højttaler så meget, at der endda er en blå LED-ring ombord, ligesom man finder det på Echo-højttalerne.
Den er sat til at koste 150 dollar, eller cirka 1000 kroner før danske skatter og afgifter.