Det var ikke helt ved siden af, da analytikere forudsagde, at udbuddet af iPhone X-eksemplarer ikke ville kunne følge med efterspørgselen på grund af komponentmangel.
Ventetiden på en iPhone X er lige nu længere, end den har været for de sidste mange generationer af iPhones. Går man tilbage og kigger på, hvor længe, amerikanerne skulle vente på iPhone 6 og 6S efter at have bestilt, var ventetiden 1-2 uger. iPhone 7 var oppe på 2-3 uger.
Men allerede, da forsalget startede i fredags, røg ventetiden op på 4-5 uger i løbet af den første time. Lige nu skal man vente 5-6 uger på en iPhone X, hvis man bor i USA og bestiller den fra Apples hjemmeside.
I Danmark er ventetiden p.t. også 5-6 uger, hvilket i følge de oplysninger, vi har kunnet finde, også er det længste, man har skullet vente på en iPhone i Danmark, efter den er officielt lanceret i landet.
Det tyder på, at forholdet mellem udbud og efterspørgsel er mere ulige end nogensinde. Apple udtalte i en pressemeddelelse fredag, hvor forsalget startede, at efterspørgslen havde været ”off the charts”.