Nu går det pludselig stærkt med at få priserne på downloadede 4K-film ned.
Først fulgte Amazon efter Apple, da sidstnævnte annoncerede, at 4K/UHD-film på iTunes ville koste det samme som HD-film. Amazon lagde sig endda lige under Apples pris, og har også tilbud på visse 4K-film, der kan fås til spotpris.
Det kunne Google naturligvis ikke sidde overhørig, så de har nu også sænket priserne på film i 4K/UHD og HDR.
Har man f.eks. en Chromecast Ultra, kan man således nu købe film til de samme 20 dollar i Google Play, som Apple tager for sine 4K-film. Det er dog i skrivende stund ikke alle 4K-film, der har fået sænket prisen. Flere koster 25 eller 30 dollar.
4K-udvalget er også en smule mindre på Google Play, der begyndte at tilføje film i den høje opløsning til kataloget i december.