Forside * Nyheder

Radiohead fejrer jubilæum med ZX Spectrum-demo

-

Hvis man skulle være i tvivl, så er rock-ikonerne i Radiohead nogle værre nørder.

Som de fleste briter, der var unge i 80’erne, blev Radiohead-medlemmerne udsat for hjemmecomputerens indtog i hjemmene i starten af dette årti. Dengang var der to dominerende computere i britiske hjem: Commodore 64 og Sinclair ZX Spectrum.

Annonce:

Det lader til, at Radiohead var på det sidste hold og ikke er bange for at indrømme det. Bandet har netop udsendt OKNOTOK, der er en specialudgave af, hvad der nok er bandets hovedværk, ’OK Computer’. Det sker i anledning af, at det i år er 20 år siden, pladen udkom.

Med i bokssættet er der et gammeldaws C90-kassettebånd, der med god demobånds-nostalgi indeholder tidlige demoer af sangene fra pladen. Men til sidst ligger der, hvad yngre generationer formentlig blot vil opfatte som nogle hvinende, skrattende, brummende, støjende og generelt ret grimme lyde.

For alle os, der rodede med hjemmecomputere i 80’erne er vi dog helt med på, hvad de lyde betyder: Det er software. Kode, der skal køres ind i computeren med analog lyd fra en båndoptager.

Det er der heldigvis allerede nogen, der har gjort, og du kan se resultatet herunder. Dette retro-easter egg er i form af en slags rudimentær demo med mærkelige bip som lydside og noget, der mere ligner en fejl, men som jo nok skal ses som kunst på den visuelle side.

Men det hele begynder dog med en fin hilsen fra bandet.

Og hvis man gerne vil være rigtig nørdet, både musikalsk og teknisk, kan man finde følgende tekst gemt i koden, med sort farve på sort baggrund: “congratulations….you’ve found the secret message syd lives hmmmm. We should get out more”. Hvis du kan gætte, hvad dette er en reference til, så smid endelig dit bud i kommentarsporet.

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.