Konflikten er løst og Discovery-kanalerne er tilbage på Telia TV.
Telia og Discovery Networks endte tidligere på ugen i en konflikt, der betød at kunder med Telia TV måtte undvære tv-kanalerne:
Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9, Eurosport 1, Eurosport 2, Discovery, Discovery World, Discovery ID, Discovery Science, Animal Planet og TLC.
Et scenarie der kom helt bag på Telia-kunderne der ikke var varslet om den mulige konflikt før få timer inden kanalerne gik i sort torsdag kl. 00:20.
På Telias Facebook side strømmede det ind med klager, ikke kun over de manglende tv-kanaler, men også over Telias håndtering af sagen.
Telia gav dog en kompensation, hvis størrelse afhang af tv-pakke og forsikrede at det var i kundernes interesse ikke blankt at tage mod Discoverys krav til en ny aftale.
Nu melder Telia at den nye aftale med Discovery Networks er i hus, og Discovery-kanalerne er derfor tilbage hos tv-distributøren.