Danske Libratone er i den 7. himmel efter Apple i mandags præsenterede AirPlay 2, og hvor Libratone var en af de strategiske first movers.
Markedet for multiroom-højttalere er de seneste år steget støt, og nogle få brands har – som Libratone – udviklet deres eget multiroom-system. Salget af og kendskabet til multiroom-højttalere udgør dog stadig kun en lille procentdel af det samlede marked.
”Libratone har siden 2015 haft multiroom-højttalere på markedet, men selv om vi har råbt højt, er det stadig et nichemarked. Med de nye muligheder i AirPlay 2 vil hundrede millioner af Apple-brugere få øjnene – og ikke mindst ørerne – op for multiroom-højttalernes fordele. Det svarer lidt til, at Libratone har opfundet en bil, og så kommer Apple med benzinen – vi har ganske enkelt skaffet os hurtig adgang til et gigantisk marked.”, fortæller Simon Peschcke-Køedt, Vice President Global Marketing til recordere.dk.
For Libratone er den mest interessante feature ved AirPlay 2 muligheden for at styre multi room-højttalere via den nye teknologi, fordi Libratones populære ZIPP og ZIPP MINI højttalere nemt kobles til forskellige streamingtjenester via AirPlay 2.
”Det er nu, vi høster effekten af, at vi for to år siden valgte at forsyne ZIPP og ZIPP Mini med en wifi-chip. Det nye AirPlay 2 fungerer udelukkende på wifi, og her kan mange af vores store konkurrenter ikke følge med, fordi deres produkter kun er gearet til Bluetooth. Vi er dog godt klar over, at det kun er en begrænset periode, vi har den teknologiske fordel, for alle vil naturligvis have en bid af kagen.”, fortsætter Simon Peschcke-Køedt til recordere.dk
Gratis opdatering til ZIPP og ZIPP Mini
Når Apple senere i år frigiver den nye AirPlay 2, vil Libratone følge efter med en firmwareopdatering til Libratone ZIPP og Libratone ZIPP Mini, der understøtter AirPlay 2. Opdateringen vil betyde, at du kan styre multiroom via Siri, fra kontrolpanelet i iPhone eller via Apples Home App.
Ældre Libratone højttalere som Live, Lounge, Classic Zipp og Diva vil ikke understøtte de nye AirPlay 2 features, men vil stadig understøtte AirPlay. Så hvis man opdaterer til iOS11, vil man stadig kunne streame til højttaleren, så længe den Apple enhed man bruger supporterer AirPlay.