Der er virkelig gang i retro-konsollerne for tiden.
Mens vi venter på at se, hvad Ataribox bliver for en konsol, har Hyperkin leveret en ny retro-konsol, der kan lidt mere end sædvanligt.
Hyperkin har allerede leveret genfødsler af klassiske konsoller som SNES og Sega Genesis, men med RetroN 77 går de efter en af de første, store spilkonsoller til hjemmet: Atari 2600.
På den kunne man spille klassikere som Pac-Man, Frogger, Pitfall, og…ahem…E.T., og hvis man har nogle af de gamle kassetter tilbage med spil på fra dengang, så kan de stoppes i RetroN 77.
Det, der dog er lidt specielt ved denne spilkonsol er, at den kan opskalere en hel del af spillene til 1080p, selvom de er lavet til et klassisk PAL- eller NTSC-billedrørsfjernsyn. Det indebærer bl.a., at den også kan lave billedformatet om fra 4:3 til 16:9. Man skal naturligvis ikke regne med, at spillene pludselig udnytter de mange ekstra pixels, men i det mindste behøver man ikke sætte sit tv til at zoome ind.
Man kan bruge de oprindelige joysticks, eller sætte nye til via USB. Konsollen kommer på gaden sidst på året. Engadget, der så konsollen på E3-spilmessen, mener at vide, at den kommer til at koste omkring 80 dollar, eller omkring 550 kroner før danske skatter og afgifter.
Denne konsol er naturligvis for dem, der virkelig holder af gammel teknologi, eftersom du skal bruge de gamle cartridges. Hvis du bare gerne vil spille Atari 2600-spil uden at være helt så retro-agtig, kan man gøre det i både alt-i-én-konsoller, via apps eller online.