Fra i dag kan de første af YouSees kunder på kabelnettet få hastigheder på op til 1.000 Mbit/s.
YouSee er igang med at opgradere kabelnettet, så der bliver mulighed for endnu hurtigere internetforbindelser. Et synligt skridt sås tidligere i år hvor FM-radio på coax-kablerne måtte vige pladsen for udviklingen.
Nu er YouSee klar til næste synlige skridt. Fra i dag kan de første husstande få gigabit download over kabelnettet.
“Vores kunder efterspørger høj stabilitet og god kvalitet, og fremtiden bliver blot endnu mere digital. Derfor opgraderer vi hele vores kabelnet, så vi kan tilbyde bredbånd med hastigheder op til 1.000 Mbit/s til halvdelen af de danske husstande”, fortæller”, fortæller Jacob Mortensen, der er tv- og bredbåndsdirektør i YouSee, og han fortsætter:
“Samtidig indbygger vi nye overvågningsalarmer, der gør det muligt at fejlrette, før kunden opdager det. Det vil øge stabiliteten”.
Der efterspørges højere og højere hastighed
De seneste fem år er den gennemsnitlige bredbåndshastighed, som danskerne køber, steget med 26 pct. hvert eneste år, og i 2020 forventer YouSee at den gennemsnitlige solgte bredbåndshastighed vil være 100 Mbit/s.
“En typisk familie har flere skærme med forbindelse til internettet, og de er ofte i brug samtidig, så nogen ser tv i stuen, mens andre streamer serier på værelset eller læser avisen på mobilen. Der streames musik i baggrunden, og inden længe er smart homes, Internet of Things og virtual reality også en del af hverdagen. Det kræver ekstra båndbredde og kapacitet, og vi vil gerne sikre, at vores kunder er godt klædt på til fremtidens behov”, lyder det fra Jacob Mortensen.
YouSee: Også bedre billedkvalitet på tv
YouSee er blandt de første kabelselskaber i verden til at indføre den nye bredbåndsteknologi, der giver adgang til hastigheder på op til 1.000 Mbit/s – og i fremtiden forventer YouSee at kunne skrue endnu mere op for hastigheden.
Opgraderingen foregår gradvist by for by landet over, og når den er gennemført, bliverDanmark det første land i verden, hvor et helt kabelnet bliver opgraderet til giga-hurtige hastigheder. Eller DOCSIS 3.1, som teknologien også kaldes.
Da hele opgraderingen foregår “over jorden”, så er det ikke nødvendigt at grave undervejs.
YouSee og teknologi-leverandør Huawei har sammen med Huawei hyret over 200 teknikere, der i mere end et år alene arbejder på at opgradere netværket. Når de er færdige, har de udskiftet teknologien i ikke mindre end 380.000 teknikskabe i hele Danmark, og opgraderingen betyder ikke kun højere hastigheder.
”Det er ikke kun kunder, der køber høje hastigheder på op til 1.000 Mbit/s, som vil få glæde af opgraderingen af kabelnettet. Alle vores kunder vil opleve mere stabile forbindelser og bedre billedkvalitet på tv”, fortæller Jacob Mortensen.
Fakta – Gigabredbånd er navnet på YouSees højhastighedsbredbånd, der leveres via det såkaldte coax-net, den tekniske betegnelse for kabelnet |