I denne uge starter Googles udviklerkonference, Google I/O.
Og dermed lyder startskuddet samtidigt for måneder med spekulationer om, hvilke søde sager, Google vil opkalde deres næste Android-version efter.
Vi er nu nået til O i alfabetet, efter at Google døbte sidste års Android-version Nougat. Men modsat N, der kan benævne mange søde sager (i lang tid troede mange, at Nougat ville komme til at hedde Nutella), så er der ikke ret meget slik, der begynder med O.
Og før du begynder med O’Boy-kakao og Ostepops, så husk, at der skal være tale søde sager, der kan fås i USA. I virkeligheden er der kun én virkelig klar kandidat: Oreo.
De legendariske, dobbelte chokoladekiks med skumfyld er allerede blevet teaset som navnekandidat af Android-produktchefen Hiroshi Lockheimer på Twitter, men på den anden side, så teasede han også Nutella i lang tid.
Det kan dog i virkeligheden blive et spørgsmål om, hvilke aftaler, Google kan lave. Oreo er et beskyttet varemærke, ligesom KitKat er det. Da Google opkaldte en Android-version efter sidstnævnte, indgik de to brands en fælles marketing-aftale, hvor ingen penge skiftede hænder.
Sådan kunne Google også godt angribe navngivningen af den næste Android-version. Måske var det endda det, som gik galt med Nutella – italienerne bag det populære kakao-nøddesmør var måske ikke lige klar på at putte deres brand i en smartphone.
Men modsat Nutella, så er Oreo et amerikansk brand, ejet af den amerikanske fødevaregigant Mondelez. Så måske er det nemmere at få dem med i folden.
Har du et godt bud på, hvad Android O kan komme til at hedde? Smid det ned i kommentarsporet.