Nu går Stofa også igang med den store ombygning der skal give gigabit netværk til kabel-tv-kunder. Men det koster FM-radio.
Tv- og bredbåndsselskabet Stofa er netop gået i gang med en omfattende opgradering af kabel-tv nettet. Det vil inden for den næste halvandet år give næsten 450.000 Stofa-kunder mulighed for at blive koblet på et fremtidssikret giganet.
Stofa har netop skrevet kontrakt med teknologivirksomheden Arris, og sammen med komponentleverandøren Teleste skal Arris være med til at implementere giganet i kabel-tv nettet i antenneanlæg over hele landet.
Gigabit med økonomiske fordele
Udover at muliggøre gigabit-internet, nye interaktive tjenester og kommende 4K tv-kanaler har opgraderingen også økonomisk og tidsmæssigt store fordele. Ved at udnytte det eksisterende net kan opgraderingen til giganet nemlig gennemføres ganske hurtigt og koster derfor også blot en tredjedel af omkostningen til at udrulle nyt fiberbredbånd.
“Vi kommer vi til at løfte vores kunder langt ind i fremtiden med det her. Den nye teknologi betyder, at kabel-tv nettet fuldt ud matcher de hastigheder, vi kan tilbyde på vores fibernet. Så ligesom vi har etableret et fremtidssikret fibernet i de dele af landet, der har døjet med dårlig dækning, får vi nu også fremtidssikret vores kabel-tv net i de øvrige dele af landet”, fortæller adm. direktør Ole Fruekilde fra Stofa.
Opgraderingen er så småt startet op i dele af Aarhus, og det betyder, at de godt 40. 000 medlemmer i Antenneforeningen Aarhus i løbet af 2. halvår af 2017 bliver blandt de første Stofa-kunder, der kommer til at nyde godt af det nye giganet.
Der er desuden allerede indgået aftale om giganetopgradering med foreningerne Nyboe og Mølholm ved Vejle samt AN-TV i Aalborg, en af landets største antenneforeninger. Efterhånden som der laves aftaler med de øvrige antenneforeninger og -anlæg opgraderes kabel-tv nettet henover 2017-2018 i resten af landet.
Farvel til FM-radio
Med indførelsen af Docsis 3.1, som er den teknologi til kabel-tv der giver adgang til gigabit hastigheder på bredbånd, der vinkes samtidig farvel til FM-radio.
Ligesom hos YouSee, der slukkede for FM-radio med udgangen af januar i år, der må FM-båndet vige for at give plads til de nye muligheder.
Plads til mere 4K UHD streaming
Stofa fortæller at de bliver mulighed for flere symmetriske internethastigheder, altså bredbånd med samme høje hastighed på download og upload.
Men giganettet giver også nye muligheder for tv og streaming:
“Vi ved godt, at kapaciteten vil overgå danskernes nuværende internetforbrug. Men udviklingen går stærkt. Internetforbruget stiger cirka 35 pct. hvert år, og i takt med at vi alle sammen bruger nettet til flere og flere ting og får koblet flere og flere tv-bokse, iPads og musikanlæg på nettet, stiger behovet for stabilt og lynhurtigt bredbånd også. Ser vi nogle få år frem vil mange nok have højopløst 4K–indhold kørende på 3-4 skærme samtidig i hjemmet. Det vil stille store krav til internetforbindelsen”, slutter Ole Fruekilde.
Præcis hvilke internethastigheder Stofa kommer til at tilbyde, er ikke fastlagt.