Det ser ud som om, vi kan forvente os mere af Apple Watch’ evne til tracke vores søvn fremover.
Det er nemlig nu blevet officielt at Apple har købt firmaet med det opfindsomme navn Beddit (Beddit…Reddit…get it?).
Beddit laver søvnmonitorer, der er helt flade, og som man kan lægge under sit lagen. Derfra monitorerer den så ens bevægelser og udleder en række data derfra, som den så sender til ens smartphone.
På den måde kan man i en app tjekke sin søvnkvalitet og f.eks. se, om der er bestemte tidspunkter i løbet af natten, man sover dårligere end andre.
Det er endnu uvist om selve monitoren kommer til at overleve Apple-købet, men det ville være besynderligt, om ikke Beddits teknologi kommer til at dukke op i f.eks. Apple Watch på et tidspunkt.
På nuværende tidspunkt har Beddit meldt ud til sine kunder, at de data, monitoren indsamler fra nu af, ligger under for Apples dataindsamlings-politikker og privatlivsregler, og ikke Beddits egne. Så om ikke andet må man forvente, at Apple benytter Beddits knowhow til at gøre søvnmonitoreringen i Apple Watch bedre.