Så er det bekræftet, at der er faldet en aftale på plads mellem Spotify og Universal Music.
Og den aftale indeholder en klausul om, at Spotifys gratiskunder i visse tilfælde kommer til at vente to uger på nye albums fra Universal Musics store artister.
Rygterne om den kommende ’karantæne-periode’ har gået i noget tid, men vi har ikke vidst præcist, hvor lang ventetiden vil blive. Det ved vi nu, takket være branchemediet Music Business Worldwide, der bekræfter, at aftalen er indgået.
Resten af musikbranchen har fulgt forhandlingerne mellem Universal (der er verdens største pladeselskab) og Spotify tæt, fordi det forventes at aftalen ville blive en model for Spotifys aftaler med andre selskaber. Vi kan altså forvente at noget lignende bliver indført over hele linjen.
Konceptet med, at betalende Premium-kunder får adgang til visse udgivelser før andre, er et forsøg fra Spotifys side på at imødekomme artister som Taylor Swift, Peter Gabriel, Adele og andre, der har holdt deres musik tilbage fra tjenesten permanent eller i perioder, fordi de giver musikken væk gratis.
Spotify er en af meget få musikstreaming-tjenester, der overhovedet har en gratismodel, så kunstnerne har kunnet ladet fans streame fra andre tjenester i stedet.