Forside * Nyheder

LGs smartphones træder væk fra afgrunden

-

LG laver fremragende smartphones med originale tiltag, men de sælger ikke så mange af dem.

LG er som regel at finde i ’andre’-kategorien, når man ser oversigter over markedsandele for smartphone-området, og er altså dermed ikke i selskab med hverken Samsung, Huawei, Lenovo eller Apple.

Annonce:

I de senere år har det derfor set ret skidt ud for firmaets smartphone-division, hvis høje udviklingsomkostninger har tynget på firmaets generelle indtjening. Smartphones er altså blevet holdt i live af f.eks. LGs skærme.

Smartphone-divisionen taber stadig penge ifølge LGs seneste kvartalsregnskab, men det er småpenge. I kvartalet har de tabt 1.2 mio. kroner. Det skal sættes i forhold til, at LG tabte hele tre milliarder kroner på smartphones i kvartalet før.

Så blødningen er stoppet. Det kan også ses på, at LG reelt sælger flere telefoner end før. Det ser ud som om, nyere modeller som G6 og V20 har fået bedre hul igennem end deres forgængere, for vi skal helt tilbage til første kvartal 2015 for at finde salgstal, der er lige så gode som første kvartal 2017.

LG er dog stadig en mindre spiller. De har solgt lige under 9 millioner smartphones i årets første tre måneder. Til sammenligning ligger den største spiller i markedet, Samsung, på 8-9 gange så mange smartphones pr. kvartal.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.