Apple hæver priserne på apps i Danmark og i Eurolandene.
Apple har i dag sendt en email ud til udviklere af apps til deres produkter. I emailen annonceres prisstigninger i App Store. Det skriver Macrumors.
Priserne stiger i Danmark, Mexico og alle Eurolandene, og det vil ske inden udgangen af næste uge. Dvs. inden søndag d. 6. maj.
Apple forklarer det med kursstigninger. At den høje dollarkurs nu nødvendiggør at der tages mere for apps i Europa.
Ændringerne vil både påvirke nyindkøb og abonnementer.
Priserne ventes at stige med omkring de 10%. I Eurolandene er mindste takst for apps 0,99 euro. Den stiger til 1,09 euro.
I Danmark er mindsteprisen for apps 8 kr. Det betyder at vi nok kan vente taksten stiger til 9 kr. Så apps der koster 16 kr. i dag stiger til 18 kr. osv.
Apple har dog endnu ikke annonceret de nye priser for Danmark, så vi må afvente at se hvad priserne ender på herhjemme.