Forside * Nyheder

Her er Samsung GALAXY S8

-

Spændingen er endelig udløst for Samsung-fans.

Firmaets nye flagskibs-telefon, der skal sætte sydkoreanerne på sporet igen efter Note 7-skandalen, er langt om længe blevet vist frem for verden ved en event i New York.

Annonce:

Ekstra tests af batteriet (netop på grund af de eksploderende Note 7-modeller) har forsinket lanceringen næsten to måneder i forhold til Samsungs normale afsløring af S-serie-flagskibet, der normalt foregår omkring MWC i februar. Så spændingen har været holdt fast lidt længere end normalt. Men Samsungs fans vil formentlig mene, at S8 har været værd at vente på – også selvom lækager næsten har afsløret alt om telefonen allerede.

Disse lækager og rygter er stort set blevet bekræftet. Som forventet har S8 en 5,8 tommers Super AMOLED-skærm i størrelsesforholdet 18.5:9 med en opløsning på 2960 x 1440. Den nye aspect ratio, der erstatter det ellers traditionelle 16:9-forhold, skyldes at Samsung har taget et skridt hen imod total kantløshed ved at gøre top- og bundkanterne så smalle som muligt. De kalder det for ’Infinity Display’, og Samsung gjorde ved præsentationen en del ud af, at S8 er den første telefon, der har fået en HDR Premium-certificering fra UHD Alliance, så selvom man ikke kan se film i 4K, kan man i det mindste se dem i HDR.

Farvel til Home-knappen

Det har betydet, at Samsung som efterhånden flere andre Android-producenter, har droppet front-knappet og erstattet den med en skærmknap, der ifølge Samsung føles som en rigtig knap, formentlig via den samme, haptiske feedback som man kender fra iPhone 7.

Fingeraftrykslæseren er rykket om bagpå, ved siden af kameraet, hvor den virker til at være svær at nå. Men om det er tilfældet, vil kun tests og tiden vise. Hvis man synes, det er besværligt at bruge aflæseren til at låse sin telefon op med, kan man dog i stedet bruge sit øje via den iris-læser, som Samsung S8 har arvet fra Note 7. S8 har også ansigtsgenkendelse til samme formål, hvis man foretrækker det.

Denne sidder i kameraet, der er næsten det samme som det meget velanmeldte kamera i GALAXY S7. Som på forgængeren er der 12 megapixels på hovedkameraet og en blændeåbning på f/1.7. Frontkameraet er dog blevet opgraderet fra 5 til 8 megapixels.

Batteri i underkanten?

CPU’en i S8 og S8+ er Samsungs egen Exynos-processor, der nu er lavet i 10nm. Den er ifølge Samsung 10% hurtigere end S7s, og på GPU-siden er den 21% hurtigere. Ved præsentationen meldte Samsung ud, at det også er den mest strøm-effektive processor, de har lavet. Men de sagde ikke noget om hvor effektiv, den rent faktisk er.

Og det er ellers ret essentielt. Der sidder nemlig kun et 3.000 mAh-batteri i S8, hvilket er lidt i underkanten af, hvad man forventer i et smartphone-flagskib i 2017 – og den samme størrelse som S7. Selv S8+ har et mindre batteri end S7 Når man tager i betragtning, at skærmen er noget større, virker det i underkanten. Men tests må vise, om Samsung har kunnet møde denne udfordring med softwareløsninger.

 

Med S8 har Samsung også lanceret Bixby, den nye virtuelle assistent, der skal konkurrere med Siri, Alexa, Cortana, Googla Assistant og alle de andre. Bixby er ifølge Samsung bedre til at forstå kontekst end konkurrenterne, blandt andet ved at være opmærksom på, hvad der rent faktisk er på skærmen, så man for eksempel bare kan sige ”send dette til…” for at få indholdet på skærmen sendt til en ven. Ikke bare som screenshot, men som dynamisk indhold, f.eks. som kort-info. Derudover kan Bixby samler en række ting, som vi har set i andre virtuelle assistenter, som f.eks. GPS-lokaliserede påmindelser, billedsøgning efter informationer via kameraet med mere.

Klar til IoT

Samsung Connect-app’en er et forsøg fra Samsungs side at lave en pendant til Apples HomeKit, der er hooket op til Bixby, så den indbyggede intelligens dels kan hjælpe dig med at styre hjemmets IoT-genstande, men også en router, som Samsung har lavet, der hedder Samsung Connect Home. Ligesom f.eks. Googles originalt navngivne ’WiFi’-router kan denne lave et mesh-netværk til hjemmets trådløse netværk og fungere som hub for dine hjemmestyrings-enheder. Der er ikke noget nyt om, hvornår den eventuelt bliver tilgængelig i Danmark.

Lige før lanceringen gik der rygter om at GALAXY S8 kan levere lyd til to separate, Bluetooth-hovedtelefoner (eller trådløse højttalere) på én gang. Det har vi dog ikke fået bekræftet endnu.

Men hvis man hellere vil lytte analogt, har GALAXY S8 også et almindeligt minijack-stik, og via Samsungs opkøb af HARMAN betyder det, at der står AKG på øretelefonerne, der følger med i kassen.

Den nye S8 – og den store S8+-model – har IP68-certificering, ligesom sin forgængeren, S7. Det betyder, at du kan lægge den på 1,5 meter dybt vand i 30 minutter, før den begynder at tage skade.

Samsung forsøger sig også med noget, vi har set i Windows- og lidt ældre Motorola-telefoner. Med DeX-docken kan man bruge S8 som en almindelig computer. Man får Android OS op på en tilsluttet skærm og kan både bruge tastatur og mus (der kommer en markør på skærmen, når den tilsluttes), så man kan bruge apps som var det en desktop. Den kommer til at koste 1.190 kroner, når den lander i Danmark, hvilket sker samtidigt med telefonerne.

S8 og S8+ lander i butikkerne 29. april, men kan forudbestilles allerede nu. De fås i grå, sort og sølv og i en blå farve, der dog kun bliver tilgængelig på nettet. Det var ellers forventet, at GALAXY S8 ville blive dyrere end sin forgænger, men det er ikke tilfældet. Den kommer til at koste 6.199 kroner, mens S8+ ligger på 6.999 kroner.

Herunder er alle de præcise specifikationer på GALAXY S8 og GALAXY S8+ fra Samsung.

Specifikationer på Samsung GALAXY S8 og S8+

Fakta: Samsung Galaxy S8 er udstyret med 2,3 GHz Quad + 1,7 GHz Quad, Octa core, 64-bit, 10nm-processor og 4 GB RAM, 64GB intern hukommelse samt plads til 256 GB med microSD. Har et 5,8” Quad HD 2960×1440 (570ppi) display. Batteri på 3,000mAh med hurtig opladning via kabel eller trådløst kompatibelt med WPC og PMA. 148,9 x 68,1 x 8,0 mm, vægt 155 g. Frontkamera: 8MP (F1.7), kamera bagtil: Dual Pixel 12MP (F1.7), Smart OIS. Operativsystem Android 7.0. WiFi: 802.11 a/b/g/n/ac (2,4/5GHz), VHT80 MU-MIMO, 1024QAM Bluetooth v5.0, ANT+, USB Type-C, GPS + Galileo + Glonass + Beidou samt understøttet til betaling med NFC. IP68-certificering. Sensorer: Accelerometer, Barometer, Fingeraftryk, Gyro, Iris, Tryk, Proximity, Geomagnetic, RGB Light. Klar til Samsung KNOX.

Fakta:
 Samsung Galaxy S8+ er udstyret med 2,35 GHz + Quad 1,9 GHz Quad, Octa core, 64 bit, 10nm-processor og 4 GB RAM, 64GB intern hukommelse samt plads til 256 GB med microSD. Har et 6,2” Quad HD super AMOLED 2960×1440 (529ppi) display. Batteri på 3,500mAh med hurtig opladning via kabel eller trådløst kompatibel med WPC og PMA. 159,5 x 73,4 x 8,1 mm, vægt 173g. Frontkamera: 8MP (F1.7), kamera bagtil: Dual Pixel 12MP (F1.7), Smart OIS. Operativsystemet Android 7.0. WiFi: 802.11 a/b/g/n/ac (2,4/5GHz), VHT80 MU-MIMO, 1024QAM Bluetooth v5.0, ANT+, USB Type-C, GPS + Galileo, Glonass + Beidou samt understøttet til betaling med NFC. IP68-certificering. Sensorer: Accelerometer, Barometer, Fingeraftryk, Gyro, Iris, Tryk, Proximity, Geomagnetic, RGB Light. Klar til Samsung KNOX.

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.