Forside * Nyheder

Panasonic recorder med UHD Blu-ray til efteråret

-
Den nordiske UHD BD-Recorder bliver en variant af UBC80 og UBC90 på det tyske marked. På billedet Panasonic DMR-UBC90.

Til efteråret kommer der nye Panasonic Blu-ray-recordere til Danmark. Nu med UHD og HDR.

Hvis du går og venter på at udskifte den gamle recorder, så begynd allerede nu at lægge penge tilside. For her til efteråret lancerer Panasonic nyheder på den front.

Panasonic bekræfter nu overfor recordere.dk at der bliver tale om en nordisk variant af modellerne på det tyske marked.

Annonce:

Dér er Panasonic på vej med recorderne: DMR-UBC80 og DMR-UBC90. 80’eren har 1 TB harddisk mens 90’eren har 2 TB. Størrelsen 2 TB svarer til 151 timers Ultra HD optagelser.

UBC-modellerne har dual tuner. En til kabel-tv (DVB-C) og en til antenne-tv (DVB-T2). Det er dog kun tuneren til kabel-tv der kan modtage 4K UHD.

Der understøttes også HLG (Hybrid Log Gamma), som er HDR til tv-signaler.

 

Panasonic DMR-UBC90

 

Tuner for kabel- og antenne-tv

På det tyske marked findes også modeller med satellittuner, men Panasonic har bekræftet overfor recordere.dk at den nordiske udgave af disse recordere bliver med DVB-C/DVB-T2 tuner.

Den model passer også perfekt til det danske marked, hvor både Waoo og Stofa allerede sender 4K kabel-tv, og YouSee ventes på vej med samme.

Det vil dog kun blive muligt at optage 4K UHD på harddisk. Selvom Panasonic kalder modellene for ‘UHD Blu-ray Recorder’, så findes der ingen Blu-ray-recordere til UHD og der findes heller ikke blanke UHD Blu-ray-skiver.

Så optages en udsendelse i 4K, og ønskes denne efterfølgende gemt på Blu-ray, så vil recorderen være nødt til at konvertere udsendelsen til HD før brænding på Blu-ray.

Recorderne opfylder kravene for Ultra HD Premium.

 

Panasonic DMR-UBC90

 

Optagelse og gengivelse

Udover at modtage og optage UHD tv-signaler, så kan der også afspilles UHD Blu-ray film og 4K-streaming fra bl.a. Netflix.

På fronten er en USB 3.0 indgang for tilslutning af kamera/videokamera, og her klarer recorderen såvel egne videooptagelser som fotos i 4K-opløsning. Der er også indbygget SD-kort læser.

Panasonics recordere kan også streame tv-signalerne (live tv eller optagelser) over hjemmets netværk, via den indbyggede TV>IP server, så der kan ses med i andre rum eller på mobile enheder.

Af musik understøttes lossless. Af formater understøttes WAV, FLAC, MP3, AAC, WMA, DSD (5.6 MHz/2.8 MHz) og ALAC.

Der er to HDMI-udgange. En for video/audio og en for audio alene.

 

Panasonic DMR-UBC90

 

Pris og tilgængelighed

Modelnummer og pris på den nordiske variant kendes endnu ikke.

Men de tyske modeller, som danner grundlag for den nordiske variant, koster hhv. 850 euro (omregnet kr. 6.375) og 1000 euro (omregnet kr. 7.500) her ved lanceringen i april måned.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.