Waoo følger efter YouSee og Stofa og begynder at distribuere DR2, DR Ultra og Ramasjang i HD.
DR er begyndt at sende alle deres kanaler i HD-kvalitet, og i denne tid dukker den nye kvalitet op hos tv-kunder på kabel og fiber.
YouSee og Stofa er allerede med på vognen og nu meddeler Waoo at de også er klar.
Fra d. 28. februar vil Waoos kunder få de sidste af DR-kanalerne i HD også. Det er DR2, DR Ultra og Ramasjang.
Waoo-kunder, der har en TV-boks, skal ikke gøre noget for at få de nye HD-kanaler. HD-kanalerne erstatter de tilsvarende SD-varianters plads. Det samme sker for TV-kunder uden boks, hvor langt hovedparten heller ikke skal foretage sig noget.
Afhængig af, hvilket TV-apparat, man har, kan det dog være nødvendigt at lave en ny kanalsøgning.
De tre SD-varianter vil iøvrigt fortsat være at finde i udbuddet – nu blot på en ny programplads. Waoo fastholder desuden ligeledes kanalerne i deres analoge varianter.